Smögen og Sotekanalen

30/7-25

Vi havde ikke travlt med at komme væk fra dejlige Hunnebo Strand. Vi var forbi optimisterne som på rad og række var ved at gøre klar til at sejle ud.

Og ovre ved den lille badebro ved siden af så vi en meget lille hund tilsyneladende helt alene og forladt på toppen af en klippe.

Men da vi kom nærmere og om på den anden side af klippen, så vi, at hundens ejer, en moden herre med tatoveringer jævnt fordelt ud over sin muskuløse krop, netop var på vej op af badestigen. (Desværre intet foto af ham). De to var ikke just billedet på “Som herre så hund”, men der var en tydelig gensidig sympati. 

Vi var ikke nær færdige med skærgården, men fortsatte mod Smögen, et andet af kystens tophits og også ny for os. For at komme derover måtte man over en bro, og herfra så byen ret fascinerende ud.

Her var om muligt endnu flere mennesker, tøjbutikker og café’er  presset sammen i den smalle havn, heraf navnet, Smøgen. Har dog prøvet at fange øjeblikke uden for mange andre menesker. Selve byen har kun godt 1200 indbyggere.

På vej ud af havnekajen så vi det gode skib danske Roselina fra Aarhus.

Charmerende var her, dog stadig især længst ude af molen.

Erik havde længe talt om, at han gerne ville på en tur med med en udflugtsbåd, helst med servering af fisk og skaldyr, op af f.eks. Götakanalen. Her på stedet viste der sig mulighed for at komme på en tre timers tur op af den for os ukendte Sotakanal med fiskebuffet til en rimelig pris, så vi slog til og stillede os i kø til kl. 13 afgangen med den noget bedagede lille færge Soten.

Svenskere elsker den slags ture, og de elsker alle slags sild med med forskellige saucer samt nykogte kartofler. Og det var der masser af, dertil meget store og lækre pil selv rejer samt en god røget laks i tykke skiver, samt brød og sprød salat. Men ingen krebs, krabber endsige hummer, hvilket var selvsagt til prisen, men friskt og godt var det. Der var tre dæk og vi sad på nederste dæk med de mindste vinduer, men med mest plads og med den bedste lyd.

Der var, vist nok kaptajnen selv, nemlig en virkelig god fortæller, som live over mikrofonen, fortalte om Smögens  og nabohavnen Kungshamns historiske udvikling især inden for fiskeindustrien med sildekonserves – også det i Sverige siden 1954 lovpriste produkt “Kalles Kaviar” kommer herfra. Smögen var økonomisk bedre stillet end mange af de andre små byer langs kysten, hvor godt halvdelen af den mandlige arbejdsstyrke var dybt alkoholiserede. Dette skyldtes i høj grad,  at kirken eller missionshuset her havde evnet at holde mændene fra flasken. Kaptajnens egen far var også fisker, og som dreng var han ofte med og fik tit lov at sejle båden til kajs efter endt arbejde. Det lå i kortene, at også han skulle være fisker, men som tolvårig fik han et sommerjob på skibet, vi var ombord på, og hermed var hans skæbne beseglet. 50 år havde han nu arbejdet på og med det ene og andet på denne aldrende dame, og han elskede tydeligvis stadig sit job. Erik var lige oppe i stævnen og kigge ud gennem kanalen. Man var tæt klipperne…

Lidt om Sotekanalen: Allerede i slutningen af 1800-tallet havde man pga mange ulykker udenskærs på Sotefjorden haft planer og ønske om en kanal gennem halvøen Ramsviklandet. Men først i 1931 kom arbejdet i gang. Der var på dette tidspunkt mange arbejdsløse stenhuggere og ledet af en meget  dygtig arkitekt/ingeniør gik man i gang med sprængning og udhugning af den 4.800 m lange, 15 m brede og 4,5m dybe kanal, som blev indviet i 1935 efter 212.000 arbejdstimer. Og helt bemærkelsesværdigt blev dette arbejde udført uden tab af et eneste menneskeliv og kun med mindre fysiske  skader.

Efter maden gik vi godt mætte op på soldækket , hvor vi bedre kunne nyde udsigten, det gode vejr – og kaffe og kage.

Inden vi vendte snuden mod Smögen igen, fik vi et gensyn med Hunnebo Strand. Et større selskab stammede åbenbart selv herfra, for mor og mormor stod nede på kajen og vinkede til pigen med de lange fletninger.

Spændende sejlads…

Undervejs kunne vi se, at folk lå som sæler og solede sig og badede fra klipperne. Så da vi kom i land, stilede vi straks over mod det nærmeste badested i havnen, hvor jeg fik sommerens hidtil bedste svømmetur i dejligt saltvand, der ikke en gang var koldt. 

Herefter gjaldt  det om at finde et sted for aften og nat, og vi kørte  sydpå mod den lidt større by Lysekil, hvor der skulle være flere muligheder. Vi endte på en campingplads med det lovende navn Udsigten.

Det var en ældre lidt rodet affære, men på sin vis også hyggelig, og i det fjerne kunne vi da skimte vandet. Og der var en rigtig fin gåtur ned til vandet.

Så  pyt med at at kun hveranden vandhane (kun koldt vand) virkede i den aflange fælles vask. Der var dog varmt vand i de tre brusere, men kun forhæng og en fælles omklædnings bænk.

Mad orkede vi end ikke at tænke på efter vores rigelige buffet på kanalturen.