Torsby “City”

26/7-25

Nu var gensynets time kommet, kunne jeg genkende byen, eller var alt forandret? En del var faktisk ukendeligt med nye brede indkørselsveje o.s.v., men kernen var så at sige intakt. Det gamle Hotel Björnidet (bjørnehiet) og de samme lidt afskallede træhuse langs den gennemgående lange lige hovedgade, dog nu ensrettet.

Det var her på Järnvägsgatan, især i weekenden, at amerikanerbilerne kørte op og ned af gaden for nedrullede vinduer med musikken skruet godt op. Og her de unge piger ligesom tilfældigvis kom slentrende – lige så op og ned af gaden.

Og det gjorde de stadig, især bilerne, denne lørdag formiddag til Eriks store begejstring, han var nærmest helt høj…

Tidligere var der en elv, hvor tømmer blev transporteret ned til byens store arbejdsplads, savværket. Nu er savværket lukket og slukket, elven opdæmmet og udlagt til en sø, men resterne ses her.

Vi fortsatte op mod min gamle arbejdsplads, sygehuset, som i sin tid lå halvt gemt bag store birketræer.

Sygehuset lå der stadig, men mange af birketræerne var bukket under for alderen, eller var blevet fortrængt af den nye sygehusbygning, der var dukket op tæt ved. En lille dame  passerede forbi os, og jeg faldt i snak med hende. Hun viste sig at være sygeplejerske, var startet i 1978, netop da jeg også var der, men vi (gen?)kendte ikke hinanden. Selv om byen lignede sig selv, var der nu betydeligt flere små spisesteder. Før var der kun hotellet, et pizzeria, en pølsebar og ikke mindst Wienerkonditoriet, som var mødested for folk i alle aldre, og som heldigvis stadig var der.

Vi satte os ved et af de nye pizzeriaer og delte en pizza, mens især Erik kunne iagttage de flotte biler, der nærmest sejlede forbi.

Næste uundgåelige mål var kirken højt oppe på bakken.

Her fik jeg via en dansk lægevikar adgang til kirkens kor, hvor alle byens sangglade samledes, troende eller ej. Det var et kor, der gav mig mange glæder og oplevelser, såvel i Torsby som på ture til Finland, Skjern som var venskabsby med Torsby, samt ved gæstebesøg hos “mit” sangkor i Svendborg. Derfra gik vi ud til Hembygdsgården, som udover at være en slags frilandsmuseum også er et samlingssted for lokalbefolkningen.

Her var der lagt op til kaffe og vafler, men kortterminalen svigtede, og kontanter er så godt som ikke eksisterende for os. Og det lykkedes ikke en gang via mobilpay og en flink svensker som mellemmand at organisere et køb, det var nærmest en katastrofe. Så vi måtte nøjes med at se andre guffe i sig.

Vejen tilbage til bilen gik først forbi mit gamle badested, hvor jeg i sol og regn har badet i Frykens sorte, men udmærkede badevand.

Og lidt senere på Levgrensvägen kom vi forbi den ejendom, hvor jeg boede i en lejlighed øverst oppe og kunne kravle ud gennem vinduet og sole mig lidt på afsatsen som en anden “Karlsson på taket.”

Tilbage på campingpladsen fik vi endelig vores tiltrængte kaffe, men uden vafler eller kanelbullar. Resten af dagen gik med ligeså tiltrængt afslapning.