Der var fælles åbne m/k brusebad på vores naturistlejr. Jeg nøjedes med lidt klatvask udenfor, hvor der også var varmt vand. Hidtil havde vi ikke mødt andre gæster, men nu dukkede en høflig herre i t-shirt og ikke så meget andet op i morgendisen og sagde pænt god morgen.

Den eneste anden form for gæster vi så, var nogle katte, som ejerne holdt bag hønsenet eller i deres korkbeklædte vogn. Lidt senere forlod vi den lille oase og kørte gennem smukke, smukke landskaber.

Alt virkede meget grønt og velplejet, blomstrende frugttræer, oliventræer i snorlige rækker og store områder med korkegetræer afløste hinanden.

Og de fleste steder stod grøftekanterne i et fuldt og broget flor.

Efterhånden fladede landskabet ud og blev lidt kedeligere, men ved middagstid nåede vi frem til regionshovedstaden Evora med blot godt 55.000 indbyggere. Byen blev erobret af romerne år 57 FØR Kristus fra kelterne, som grundlagde byen. Så der er mange romerske reminiscenser i den velbevarede bymidte, men ingen bynær camperplads, så vi fandt i stedet et meget typisk portugisisk gammelt hotel i bymidten. Her under ses udsigten fra tagterassen.

Og neden under ses udsigten fra vores værelse og korridoren uden for værelset, som mindede om koranskolen i Marrakesh.

Byen var stort set bilfri og med smalle brostensbelagte gader. Det var lørdag eftermiddag, og der var en del mennesker, også turister i byen, men der var alligevel en meget rolig atmosfære. Efter at ha’ fundet et apotek og købt øjendråber til Erik, der havde lidt problemer med sine linser, fandt vi en hyggelig tapasbar, hvor vi sad bænket ved disken og fik to små forskellige salater med sortøjebønner og kikærter med et glas lækker lokal vin til. Lidt, men godt.

Derefter gik vi rundt i byen mest på må og få, først var vi dog ude ved det velbevarede tempel, som lå smukt på det højeste punkt i Evora.

En anden af hovedattraktionerne var Saõ Francisco kirken / klosteret, hvor et kapel var beklædt eller nærmest bygget af omkring 5000 menneskelige skeletdele især hovedskaller og lårbensknogler, alle dekorativt anbragte. Et par ret velbevarede mumier nu liggende på silkelagener i to glasmontrer var der også, noget makabert.

Vi fik også købt et par flasker af den lokale vin, Ervideira, vi lige havde smagt, og som vist med rette har en lang glorværdig historie bag sig.

Herefter var der behov for en kaffepause på Evoras største torv Praca do Giraldo med et flot springvand, dog uden vand og med en af byens store kirker.

Efter tiltrængt  at ha’ hvilet os lidt på langs på hotellet fandt vi senere et hyggeligt sted at få aftensmad. Her inde midt i landet er de glade for kød, så det blev saftig sortfodsgris med stegte kartofler og æblemos til. Et godt solidt måltid.

Den første del af natten blev ikke så rolig som forventet, idet der blev afholdt en form for meget larmende og langvarigt sammenkomst på gaden lige neden for vores værelse.

Vi gik atter ned gennem Alvor for for at passere den landtange, der adskiller ria’en fra Atlanterhavet. Men bedst som vi gik der, lagde tågen sig som en kold, klam dyne over hele området.

Så det blev en lidt anderledes, men alligevel fin oplevelse. Vi fortsatte vores tur ned af “memory lane” til den nærliggende lidt større by Lagos, hvor vi også har været en del.

Sandelig om ikke også vores favorit fiskerestaurant her, La Barrigada, var, om ikke lukket, så dog flyttet flere km uden for byen. Så efter at ha’ snuset lidt rundt i Lagos by, kørte vi ud til den nye lokation, hvor det lod til, at også andre trofaste lokale stamgæster havde fundet vej.

Tidligere var det et ret primitivt sted i en baraklignende bygning mellem havnen og stranden, hvor man spiste godt og billigt. Men nu skulle den i forvejen store marina udvides og i stedet for at opgive ævred, havde man med held flyttet restauranten ud på landet. Samme koncept og i lignende, men i opgraderede lokaler.

Spis så meget grillet fisk du orker, med dejlig tomatsalat og kogte kartofler i en grøn hvidløgs krydderdressing med husets hvidvin til – uden tilnærmelses vis at blive ruineret. Ikke at vi lever for at spise, men… Vi fortsatte nordvestpå langs en ganske barsk del af den portugisiske kyst ud til Aljezur og den nærliggende surferstrand Arrifana.

Også her har vi, tro det eller ej, tilbragt en urolig nat for anker, så det er et sted, der vækker særlige minder.

Efter en opkvikkende kop kaffe på en pudsig café kørte vi videre, nu stik østpå ind gennem den ret øde Alentejo region, som var ny for os begge.

Slutmålet var Evora, men tiden og kræfterne slap op, så vi fandt et sted at campere. Der stod godt nok, at det var “A naturist capingsite”, men det gik vel også, det var jo alligevel snart mørkt.

Vi var virkelig langt ude på landet, nede af en grusvej kom en fårehyrde med sine får os i møde, og lige bag ved var der en høj indhegning og en lukket port, som dog åbnedes da vi nærmede os.

En meget venlig mand med et lille pjevs af en hund i favnen bød os velkommen, samtidig med at han informerede os om, at det altså var en nudistlejr, vi var havnet i. Der var nu ikke meget nudist over ham, og som jeg svarede, var temperaturen vel heller ikke ligefrem til det. Nej, og der var da også valgfri på- eller afklædning – undtagen i swimmingpoolen, som nok ikke blev aktuel for os. Det viste sig at være et vældig fint og rart sted, som manden med hunden drev med sin mand (eller kone), der havde en lang flot fletning. Vi fik en dejlig nat langt væk fra al larm.

Efter at ha’ fået vasket og delvist tørret sengetøj m.m. kørte vi direkte fra Olhão mod Albufeira, en anden gammel kending fra vores sejlerliv.

Vi nåede frem til byen ved frokostid, og hvad kunne være mere oplagt end at besøge byens La trattoria Toscana, der har de bedste pizzaer, man kan tænke sig, og som tilmed kan nydes med en formidabel udsigt over stranden i Albufeira.

Bagefter lagde vi os lidt ned på stranden, der var store bølger denne dag, så selv sopning skulle foregå med forsigtighed.

Næste nostalgistop var marinaen i Albufeira, hvor vi pga corona’en kom til at ligge i to vintre. Vi drak kaffe hos den gode og billige Sparkøbmand og var en tur op og ned af havnepromenaden.

Herefter kørte vi videre mod en anden af vores favoritdestinationer den lille by Alvor, der ligger i bunden af en ria, hvor vi har ligget for anker flere gange. Vi fik en plads på en fin og hyggelig campingplads under blomstrende mimosetræer – også her var der en del fastliggere der havde skruet op for hyggen

Vi gik en aftentur ned gennem byen til ria’en og så på folkelivet og en meget smuk solnedgang ned over de mange ankerliggere – og blev en smule misundelige, men også taknemmelige over selv at ha’ haft den oplevelse det var at sejle i disse farvande.

Vi kunne desværre konstatere at vores yndlings fiskerestaurant var lukket, så ingen roballo/havbars der dagen efter.

Vi forlod den næsten altid forblæste egn nær Tarifa.

I det fjerne så vi en hvid by oppe i højderne, Vejer de la Frontera, som vi godt havde hørt om, men aldrig besøgt, så den kørte vi op, op og videre op til.

Byen var absolut et besøg værd og lå med en flot udsigt over området.

Vores næste mål var El Rocio i Huelva regionen. En meget speciel by i et floddeltaområde, som nogle kalder en western by, hvilket nok er lidt misvisende.

Men byen ligger i en del af Spanien, hvor man har en lang tradition for hestehold og ridning.

Endvidere er byen, der kun har omkring 2.500 indbyggere, mål for en årlig invasion af pilgrimme, der kommer for at ære og tilbede en lille træstatue, fra 1337 af den hellige jomfru Maria af El Rocio, som befinder sig i en kirke oprindeligt opført første gang tilbage i 1270 af Alfons X, efter fordrivelsen af muslimerne fra byen.

En af de ældste kirker i byen blev dog ødelagt af det store jordskælv i 1755, og den nygamle kirke’s genopbygning blev først afsluttet i 1980, men korset er fra 1692. Selv den dag i dag kommer over en million pilgrimme til byen årligt – og også paven har været på besøg.

Men en spændende og meget anderledes by i et smukt vådområde og uden så meget som en kvadratcentimeter asfalt, kun gult Saharalignende sand var det.

Efter en lille frokost på byens torv gik det raskt mod Portugal. Først på aftenen tjekkede ind på en stor, men alligevel hyggelig campingplads i Olhão, en fin by ved Ria Formosa, som vi tidligere har besøgt flere gange med Skærsilden. 

Man kunne køre af motorvejen mod Tanger Med. eller af den lidt længere kystvej. Vi valgte kystvejen, da vi havde god tid og gerne ville køre langs havet, og det var en smuk og grøn tur.

Man kunne tydeligt se, at der var gået en måned siden vor ankomst til Marokko. Vi skulle med en færge 14.30, og vi var allerede fremme lidt over 10. Så da vi havde fået, udleveret vores “bordingkort” kørte vi tilbage ned til en lille by ved kysten. Der var dejligt, men alt var ramadanlukket, men bedre at vente her end i timevis i det ret dødsyge færgeområde.

På et tidspunkt kørte vi dog tilbage og fortsatte den ret omstændelige told- og indtjekningsprocedure. Alle biler skulle , mens vi ventede uden for, gennemlyses for evt. blinde passagerer. Alt tog sin tid, men pludselig blev vi dirigeret om bord på en færge, en gammel dansk en, og en time før planlagt tid slap den fortøjningerne og sejlede ud mod Algeciras i Spanien. Det viste sig, at kun halvdelen af vores gruppe var kommet med denne færge, mens den anden halvdel inklusive Anne Mette og Kim var blevet efterladt i Marokko og først kom med den næste færge.

Vi fandt aldrig rigtig ud af, hvad der egentlig var sket, for mange af de efterladte var blandt de første til at tjekke ind. Men fakta er, at vi sejlede med et spansk færgeselskab, og at når klokken er 14.30 i Marokko er den 15.30 i Spanien. Men en lidt trist afslutning på turen – især for de efterladte som en time senere tilmed kom med en meget langsommere færge. 

Da vi var kommet fra borde, havde vi lagt en løselig plan for vores videre tur/hjemrejse. Vi ville gense Algarvekysten, lidt af det sydvestlige Portugal og derefter køre østpå gennem Alentejo mod Evora, regionens hovedstad, og derfra retur til Spanien med kurs mod Cartagena. Vi valgte i første omgang den nemme løsning, at efter et kaffepitstop i en meget livlig café i Tarifa, at tage en smule vestpå til den campingplads, hvor vores Marokkoeventyr startede. Så var cirklen sluttet. Det viste sig, at yderligere tre par fra vores selskab også valgte denne plads. Hvor vi for fire uger siden ikke syntes at pladsen var noget særligt, virkede den nu nærmest fantastisk, lidt sjovt.

EFTERSKRIFT:

En stor tak til Erik som med vanlig vedholdenhed gennem næsten et år blev ved med at “plage” om at tage på denne tur til Marokko – det var en super god idé!
PS: Der kommer nok lidt om den ikke helt direkte hjemtur også.