Vi tog afsted fra Camping Kockelscheuer ved 11-tiden, og efter at ha’ fyldt tanken op forlod vi Luxembourg. Trafikken gled let på motorvejen, men ved ettiden ville vi gerne ned og se/gense Rhinen, så vi drejede af ved Leverkusen mellem Köln og Düsseldorf og kørte ned til Hitdorf, en af de utallige små byer der ligger langs Rhinen.

Lige her var der en færge over til modsatte bred, og ved siden af denne lå der en strategisk velplaceret Biergarten, hvor man også havde lettere indendørs servering. Der var rigtig hyggeligt og med fin udsigt over Rhinen og med en flammkuchen til mig og et par pølser til Erik kunne man ikke klage.

Der var gedigen tysk udsmykning til alle sider – selv i loftet med gamle serveringsbakker.
Bagefter var vi nede og gå langs floden. Om flodtrafikken holdt påskeferie er ikke til at sige, men vi så kun to af de store flodbåde, vi mødte så mange af i sommers.

Lige som i Saône var der nu meget mere vand end i sommers, og vi kunne se, at det havde været endnu højere oppe. Det skete tit, især om foråret, fortalte et af de mange ældre par, der meget forståeligt ynder at sidde på en bænk og se vandet strømme forbi. På fotoet neden under til venstre kan man se et lyst bælte i midten, hvortil vandet sidst nåede op.

Derefter gik det videre op mod campingpladsen, som vi har været på en gang tidligere. Den ligger smukt midt ude i en skov med en “badesø”. Vi var først fremme ved halv otte tiden. Det sidste stykke vej kørte vi gennem mørk skov, og først så vi én campingvogn med en sær rosa belysning indvendigt og lidt senere endnu en – nu med mere violet lys og og med et kvindemenneske henslængt på en bred seng. Der kunne vist kun være tale om erhvervsdrivende kvinder med et rimeligt ubehageligt og angstprovokerende job. Nå, men da vi nåede frem til vores respektable campingplads, var alt  lukket og slukket og bommen var for. Heldigvis gik bommen dog op, da den blev fodret med en Euro, og vi fik en fin plads på en lysning i skoven.

Om morgenen gik vi en dejlig tur langs floden Saône ind til Tournus. Alt var forårsgrønt, og de kommunale gartnere havde haft travlt med at pynte op med blomster i krukker og bede.

Frankrig må virkelig ha’ et stort budget, hvad blomsterudsmykning angår. Vi var forbi café’en på byens torv, et hyggeligt sted at få sin morgenkaffe – og så endda med en friskbagt mandelcroissant til.

Derefter stod den på kørsel med retning mod Luxembourg. Vi kørte på “Grand Cru-ruten” med vinmarker på begge sider.

Frokostpausen holdt vi i den hyggelige lille vinby med det flotte navn Nuits-Saint- George. Desværre var det en smule for køligt til at sidde ude, men der var også rart indenfor. Vi fik dagens menu, fransk på den gode måde, men kun med et enkelt glas vin, og af den mere almindelige slags. Sjovt nok var der et andet dansk par i den anden ende af café’en. På den samtale de førte med tjeneren, kunne det endda tyde på, at de var fra Svendborg – verden er lille. 

Vi ville ha’ overnattet ved en camperplads ved lystbådehavnen i Ponte a Mousson, men der var alt optaget, så vi måtte køre halvanden time videre mod en god, gammel kending  Kockelscheuer i Luxembourg, som vi var fremme ved kl. 20, trætte og sandsynligvis med en fartbøde på vej…l

Undervejs kom vi atter forbi denne smukke bro, hvor vi også denne gang holdt en lille pause.

Vi kørte det sidste stykke videre fra Camping Altea mod et gensyn først med Grau de Roi ud til havet og lidt senere langs kanalen op til Aigues-Mortes. Vi kørte på smalle landtanger ofte med en etang, indsø, til den ene side. Her så vi både flamingoer og som i dag, når det blæser vindsurfere.

Som sagt, også i dag blæste det kraftigt, så vi var lige ude og blive frisket lidt op på den yderste mole og fik et foreløbigt sidste kik ud over Middelhavet. Vi kunne se, at der var gang i en kapsejlads lidt længere ude – godt det ikke var os.

I stedet gik vi tilbage og lunede os med en kop kaffe i en af de mange café’er langs “grau’en”. Café’en havde ud over turens dyreste kaffe også en af de mindste hunde, vi hidtil har set.

Den gjorde flere ihærdige forsøg på at entre op på skødet af mig med sine små, men lange klør.

Næsten alle mennesker vi så i dag kom med små eller større buketter af grønne grene. Det lignede ikke palmegrene, men mon ikke det alligevel ikke hang sammen med, at det var Palmesøndag? 

På den korte strækning langs kanalen ind til Aigues-Mortes kom vi både, som ovenfor, forbi flamingoer langs “saltmarkerne” samt som nedenunder de store saltbjerge.

 Lige inden Aigues-Mortes var vi inde i en butik og forsyne os med lidt rosévin, den for egnen typiske og dejlige Vin de sables.

Aigues-Mortes borganlæg var lige så imponerende, som vi huskede det, og byen lige så hyggelig, bare med lidt færre turister, end da vi var her sidst med Skærsilden i september 2022.

Efter at ha’ forsynet os med lidt quiche  og andet godt til frokost m.m. hos bageren kørte vi videre nordpå mod Tournus langs floden Saône.  Vi kørte af en fin og ikke særlig befærdet betalingsmotorvej, så vi kom hurtigt fremad. Vi satser nu på, som et pitstop, at deltage i den påskefrokost, som Eriks søster Kirsten holder Skærtorsdag. Det kommer vist til at passe fint.

På grund af en spærret motorvejstunnel fik vi som bonus en tur gennem Lyon i myldretiden, lidt afvekslende efter motorvejskørslen. Tournus har vi også besøgt i 2022 på vores flod/kanaltur hjem i Skærsilden. Det er en rigtig rar lille by, og campingpladsen som ligger lige ned til floden var lige så god, som den lod til at være ud fra beskrivelsen. Og så havde de tilmed som velkomst en sort kat liggende på receptionsdisken… Men ud på aftenen blev det iskoldt, ikke meget over frysepunktet, så på med uldsokkerne og uldundertrøjen.

Planen var at køre fra Roses til den gamle by Aigues-Mortes med en frokostpause i Sete. Men som tiden gik, kunne vi se, at det gik ikke. For frokost i Frankrig foregår mellem 12-14 og ikke et minut senere, mens man stort set kan få frokost mellem 12 og 18 i Spanien.

I stedet kørte vi ned til Grau de Leucate, hvor vi kunne se, at de havde specialiseret sig i østers og skaldyr. (En grau er, så vidt jeg har forstået det) et udløb/kanal mellem indre vande som f.eks de mange indsøer, etang’er, der er i dette flade område, og så havet. Solen skinnede, men som så ofte i dette område, blæste det kraftigt.

Vi fandt dog en plads med både sol og læ i en af de mange små intermistiske udsalg/spisesteder lige ud til “grau’en”. Man kunne få alle mulige slags skaldyr ud over østers, og vi fik en tallerken med lidt af hvert.

De store rejer var super lækre og spændstige, hvis man sige det om en død reje, og de seks små østers smagte også godt. Og så var det bare et dejligt sted at sidde med fødderne næsten nede i vandet og med en masse glade mennsker ved de andre borde – og dyrt var det ikke.

Bagefter var vi lige nede ved den dejlige strand med krystalklart vand. Her kunne man godt holde sommerferie en gang, var vi enige om.

Vi holdt en kaffepause blandt de endnu knap udsprungne vinmarker.

Herefter forsatte vi mod vores  campingplads lidt før Aigues-Mortes. Det var et ældre, ikke særlig Flower-poweragtigt sted, men udmærket for en enkelt overnatning.

Vi startede dagen med at besøge et autoværksted i den nærliggende by Figureres for at få løst et mindre teknisk problem, som Erik manglede værktøjet til selv at løse. Det var en vældig kvik og dygtig fyr, som Erik arbejdede fint sammen med, engelsk kunne han tilmed også. Da problemet var løst, ville han ikke en gang ha’ noget for det, men det fik han nu alligevel.

Vi fortsatte til den charmerende by Llancá, som vi lå næsten en uge i 2022. Det var et rart gensyn med et sted, hvor vi gik rundt med Chico og cyklede mange dejlige ture (uden Chico).

Og så var der en helt speciel dejlig lille strand på den modsatte side af havnen, med klipper, sten og groft sand.

Neden for ses to fotos af den samme mole eller bølgebryder i magsvejr – eller som det også kan se ud. Ret skræmmende.

Ikke langt derfra lå en anden fin by, El Porto de Selva, som også kunne tåle et gensyn.

Der blev afholdt marked denne dag.

Vi fik frokost oppe på en balkon med udsigt ud over hele den smukke og solbeskinnede bugt. Her grillede sepiablæksprutter og gedeostsalat til Erik.

Af smalle, snoede veje med lidt vel spændende udsigter kørte vi tilbage mod Roses til havnen og den lidt ældre del af byen.

Der var både pænt og rart i Roses, men ikke som i de to andre mindre byer.

Nu var det snart absolut sidste chance for at indfri min hensigt om at komme ud og bade. Hidtil har det enten været (alt) for koldt, for store bølger eller for lavvandet. Men endelig lykkedes på en lille strand på den nordlige side af havnen.

Men jeg skulle virkelig tage mig sammen, for pludselig vendte og øgedes vinden, og der gik af og til skyer for solen. Alt i mens heppede Erik inde på stranden – og holdt øje med, at jeg ikke gik under med kuldekrampe. Jeg fik dog svømmet et par meter, før jeg gik i land.

Tilbage på campingpladsen var der lige tid til at slappe lidt af i solens sidste stråler efter en god dag.