Som varslet øsede det ned det meste af natten og morgenen med. Ved ti-tiden stilnede det af, så jeg var oppe og få mig et dejligt varmt brusebad, endda med god plads til tøj og at komme tørfodet i tøjet igen. Så det var en formiddag med tid til blogskrivning m.m. Ved middagstid klarede det yderligere op, og vi kørte ind til selve Røros.

Lidt om historien. Det var noget af et tilfælde, at kobberforekomsten blev opdaget. En jæger skød i 1644 et rensdyr, og i de sidste krampetrækninger sparkede det arme dyr en blank sten ud i lyset, og hermed var Røros’s (tidligere et hul i jorden) lykke – eller ulykke om man vil gjort. Ved eksperters hjælp blev der hurtigt rejst en mønsterby omkring de indbringende kobberminer. I de næste 333 år blev der hentet 100.000 tons kobber op, mens slaggebunkerne bare voksede, og efterlod landskabet goldt og nøgent. Først i 1972 blev minerne forladt, men landskabet har ikke ændret sig siden.

 Næsten som sædvanlig startede vi ved den flotte, men voldsomt store kirke på toppen af Kirkegaden. Det er byens eneste bygning i sten, bygget i 1784 og med plads til 1600 tilhørere.

Der var nærmest tvungen kirkegang hver søndag og i samme ombæring med Guds ord, fik man de seneste nyheder serveret. Byen er stort set bevaret, som den var, men er løbende blevet nænsomt restaureret. Og i mere end 40 år har den været på Unesco’s kulturavsliste. Der er da også sat overvågningskameraer på kirken og nummerede brandslukningsanlæg på alle husene, for at undgå at byen, som så mange andre gennem tiderne, går op i lys lue.

Det er på sin vis en museumsby, men samtidig også en by hvor folk bor og lever, nu mange af turisme eller kunstnerisk virksomhed. Byen er hyggelig, og hvis man glemmer minedriften, kan man føle sig hensat til Pippi Langstrømpeland, og der er da også indspillet film om/med hende netop her.

Det store grønne hus er opført i 1907 til/af byens sangforening, og det hvide hus er rådhuset.

Og nu til minedriften. I tilslutning til “Smeltehytten” hvor kobbermalmen blev smeltet, og som er genopbygget, er der nu et interessant museum.

Men alene at gå rundt mellem de ret trøstesløse slaggebjerge er en oplevelse. Man kunne også – hvis man ville- komme en tur 50 m ned i dybet til de lange kobberminegange, men det afstod vi gerne fra. 

I udkanten af slaggebjergene i den modsatte ende af den “pæne” by, på Slaggevejen så man en samling mere beskedne huse. Det var sådanne huse alm. arbejdere boede i.

Og så lige til noget helt andet vedrørende byen:

Det siges, at maleren Harald Sohlberg, født 1869 i Oslo og bosat i Røros fra 1902, med sine malerier fra området muligvis var medvirkende til, at byen kom kom på verdensarvslisten.

Og så lige til slut vedr. Røros, “BREAKING NEWS”:

At man her i Røros ikke er langt fra vildmarken, vidner ovenstående foto om.
Små to uger før vi var her, en solrig lørdag eftermiddag, buldrede en elg op og ned af Kirkegaden, mens folk i en blanding af rædsel og fascination sprang til alle sider. Det varede to timer, før man havde fået ført elgen, der sikkert var mindst lige så skrækslagen, tilbage i sine rette omgivelser. Det har antageligt været en ung elg, der er blevet afvist af sin mor, der i starten af juni kan ha’ fået en ny kalv. 

Ved tretiden var vi klar til at forlade Røros og drage videre mod vores natlogi i nærheden af Levanger ca. 200 km mod nord.

På et tidspunkt kom vi gennem et mere krattet område med mange birketræer og med advarsel om løse dyr, og sandelig om vi ikke pludselig så først én lille flok rener og lidt efter en mere med flere små kalve. Rensdyr er iøvrigt den eneste hjorteart, hvor såvel ko som tyr bærer gevir. Og koen smider sit gevir senere end tyren for lettere at kunne skrabe sne væk og finde føde for sig selv og sin kalv.

Det var ellers de store viders land, øde og smukt.

Noget efter blev det grantræernes tur til at dominere landskabet.

Her fandt vi en rasteplads at holde kaffepause på, inden vi først på aftenen og i regnvejr nåede frem til vores 3. NorTrip overnatningssted “Sidergården”.

En dame kom ud og tog i mod os og fortalte, at de havde to pladser nede langs en mindre elv. Til den anden side lå  gårdens store æble/hindbærplantage med 2, 5 m høje elgsikre hegn.

Regnen hørte heldigvis op, og vi kunne gå en tur langs vandløbet, hvor hverken temperatur eller den livlige strøm indbød til badning. Det blev en let middag, hjemme, med en laksemad og lidt ost, og solen brød frem som den dejligste dessert. Lidt før sengetid kørte vi nærmere selve gården/huset for at være tættere på civilisationens faciliteter, da regnen så ud til vende tilbage. Og så var den dag gået til ende!

26/6-25

Vi stod op til strålende sol og lunt vejr uden mitter på Alpaca Odda, og spiste morgenmad på et stengærde udenfor blandt nisser, paddehatte og små trolde – vældig rart.

Vi fik talt lidt med “fruen” i huset, en flink kvinde, der skam i sine yngre dage gentagne gange havde været på spejderlejr nær Odense. Ja, ja verden er ikke så stor… I dag kiggede vi lidt mere efter alpacaerne og én befandt sig tæt på stalden, mens vi, helt i det fjerne, kunne skimte flere af de lidt særprægede langhalsede alpacaer, og fårene lidt tættere på.

De havde masser af plads med grønt græs at gå på, men om natten var de bag lås og slå. Stedet husede derudover en pony, tre hunde, kaniner og mindst en kat.  

Snart var vi på vej mod Trondheim, Norges 3. største by og tidligere hovedstad. Den har et vist royalt præg med gadenavne som Prinsens-, Dronningens- og Kongensgade, men den er mest af alt Hellig Olavs by med den store Nidaros domkirke( opkaldt efter elven Nidar), hvorunder den helgenkårede konge (995-1030) efter sigende skulle være begravet. Efter en brand i 1681, hvor mange af de gamle træhuse gik til,  blev byen mere eller mindre genopbygget i sten af en militær arkitekt, som med militærisk præcision anlagde et nyt retlinet gadesystem.

Vi lagde ud med kirken, som i pragt og vælde levede op til sit ry. Vi følte os hensatte til en sydens mange  katolske kirker, hvilket nok ikke er så sært, da store dele af kirken er opført i katolicismens tid. Byggeriet startede i 1170 i den romanske periode og fortsatte langt ind i den gotiske.

De flotte glasmosaikker er af langt nyere dato og er fra år 1900-1930 skabt af en Gabriel Kielland.

Og så var der lige et virkelig flot restaureret barokorgel fra 1700-tallet (og et kæmpestort og nyere fra 1930).

Jo, det var bestemt en imponerende kirke med mange besøgende, hvoraf en del gerne lod sig forevige på særlig fotogene steder, som foran alteret. Især denne famile på seks personer var meget ivrig.

Der var mange interessante detaljer på den store døbefont. En anden pudsig ting var det nydelige skrivebord, hvor man kunne nedskrive sine håb og ønsker, og så ville disse blive holdt op foran Gud under prædikenen.

Vi fortsatte over den gamle bybro, hvorfra man havde et flot kik udover byen og Nidar elven.

Herefter kom vi op i det hyggelige “Baklandet” med mange gamle træhuse og et nu livligt gadeliv med cafeer og sjove små butikker.

Undervejs kunne man gå ned mellem husene og se over på bryggen på modsat side med de mange flotte malede restaurerede/eller nye huse?

Vi syntes, at vi fortjente en frokost af de bedre efter mange dage på (udmærket) husmandskost. Solen skinnede, og det var så varmt, at man næsten kunne sidde ude, i al fald hvis man som vi sad i læ bag en glasvæg, men med åbent tag.

Café’en hed Løkka, og det var virkelig lykken at sidde og lade sig varme op af solens stråler med en superlækker rejemad foran sig og et glas kølig Chardonnay i hånden.

Vi fortsatte ud langs havnen og kom ud til den mere nybyggede og fancy og sydvendte del af byen, Solsidan, hvor der i den grad var gang i restauranter og café’er. Men der var også mange levn fra forne tider som f.eks. denne gamle havnekran, som Erik havde svært ved at løsrive sig fra.

Nu vendte vi over en bro tilbage til den modsatte bred over mod bykernen, hvor vi på Munkegatan kom forbi Stiftsgården, en meget flot bygning også fra 1700-tallet opført til en prominent enke, hvor de kongelige op til dags dato har og stadig lader sig indkvartere under besøg i byen.

Mindre royalt og mere folkeligt var der på det store torv få skridt derfra. Der blev spillet bold, musik, spist og drukket og ikke mindst solgt alverdens ting. Selv vi faldt for et par alpacasokker inspireret af besøget på Alpacagården, hvor butikken havde lukket, da vi forlod stedet.

Nu var fødderne blevet trætte, og vi var snart tilbage i Kermit. Vi havde dog en længere køretur foran os, idet vi havde besluttet os for at køre 150 km sydøstpå ind i landet til Røros, en forladt kobbermineby, som på flere måder skulle være et besøg værd.

Efter at ha kørt et par timer, for en stor del parallelt med en jernbane og forskellige småelve og gennem  nåleskove nåede vi ved 19-tiden frem til vores campingplads lige udenfor Røros.

En hurtig gæst smuttede lige ud af en dør…

Det var et sjovt sted, det mindede lidt om en feriekoloni eller en form for militærbarak med et langt rødt træhus, hvor man kunne leje små værelser, toilet/baderum, køkken samt en klunkeagtig stue, hvor gæsterne kunne opholde sig.

Faktisk viste det sig, at et ægtepar havde boet her gennem mange år. Lidt sjovt.

Vi gik en lille tur i området os så på nogle af de gamle huse, der stod rundt omkring på pladsen. Engkabbelejer fandt vi også i et fugtigt område. Solen var forsvundet, men det var stadig tørvejr og rimeligt mildt, så vi kunne lave mad, pasta carbonara, og tilmed også spise den udenfor.

Man skulle dog skynde sig, hvis man ikke ville ha’ kold pasta…

25/6

Det var lidt svært at forlade vores skønne logi i vandkanten ved Ellingsøya

Men vi har jo en tidsplan med en bestilt færgebillet fra Bodø til Lofoten 2/7, som helst skal holdes. I dag er primært en køredag uden planlagte stop undervejs.

Dog er en del af ruten en attraktion i sig selv, nemlig den ni km lange Atlanterhavsvej, som snor sig langs kysten og over små ø’er og broer.

En del, inklusive os, stiftede bekendtskab med vejen i en dramatisk sekvens i James Bondfilmen “No time to die” – og senere fra dronebilleder, som det lånte nedenfor.

Begge scenarier som landevejskørslen i ferietiden med autocampere m.m har svært ved at leve op til. Men pæn var den nu alligevel.

Vi havde en tur på ca.220  km op til vores Nortrip nr. 2. Vejret var lidt dystert, men turen var alligevel dejlig med en kort færgetur som en velkommen pause.

Sidst på eftermiddagen kom vi frem til gården Alpaca Odda ved Kyrksæterøra ikke langt fra Trondheim. Ud over os var der plads til endnu en camper, og et tysk ungt par var ankommet kort før os. Her var ingen direkte havudsigt, men meget smukt. Der var en del dyr på gården, bl.a. Alpacalamaer, men enten var de på græs langt væk eller lukket inde for natten i stalden, men måske i morgen…. Vi var inde i deres gårdbutik, hvor der var mange gode sager i alpacastrik, noget hjemmestrikket af egen uld, andet ikke. Vi fik dog ikke kønt noget.

Efter en biltur med ret ustadigt vejr brød solen frem, og vi kunne  gå en tur i de landlige skønne omgivelser.

Lupiner og rødmalede træhuse i aftensol – bedre bliver det ikke.

Det var godt at få rørt sig efter at ha’ siddet næsten stille i bilen i timevis. Da vi kom tilbage til Kermit blev vi for første gang på turen mødt af en sværm af de bittesmå, men p.irriterende mitter eller knot, som man nu vil. Det lykkedes alligevel Erik at lave aftensmad til os udenfor, som vi spiste for hermetisk lukkede døre og vinduer. 

Som det ses lider vi ingen nød – ej heller her med gris på gaflen.

4/6-25

Efter frokost i lystbådehavnen kørte vi det sidste stykke vej ind til Ålesund’s centrum.

Det er altid lidt problematisk at finde et sted at parkere, men P- huse plejer at være den bedste løsning. En af de gode ting ved de større byer, vi har besøgt, er at bymidten er utrolig samlet og overskuelig – ligeså her. Vi startede i den vestlige ende ved Apotekertorget, hvorfra  man havde en fin udsigt over byen.

Men Ålesund adskiller sig alligevel væsentligt fra Norges andre byer, idet den for en stor del efter en storbrand i 1904 blev genopbygget i Art Nouveau eller Jugend stil med fine huse med mange tårne og brug af ornamenter.

Men som de andre byer langs vestkysten er den med sin nærhed til havet også meget maritimt præget. Bl.a. kunne man mange steder ikke gå langs havnefronten, fordi skibene i sin tid har lagt til direkte op til pakhusene langs kajen.

Det var en fin by at gå rundt i med mange broer og små kanaler, og vi nød, at solen, en lidt ustabil ven, var kommet frem. I dag var vi så langt fra Kermit, at vi måtte drikke vores five o’clock kaffe + en lækker kanelbolle på en hyggelig café med udsigt til det pulserende gadeliv.

Herefter gik vi af den noget turistede forretningsgågade tilbage mod Kermit .

Vi kørte mod den 1. af de pladser Erik har abonneret på gennem Nortrip. Den lå kun en halv times kørsel fra Ålesund i meget landlige og smukke omgivelser og helt ud til kysten. Man betaler ikke for at holde der, men for evt. forbrug af f.eks. strøm, vask eller brusebad. Typisk er der kun to-tre pladser hvert sted og man får mulighed for at tale lidt med de lokale nordmænd. Her var det en ung familie med et par søde børn, der boede i et ældre hus. Moderens store interesse var heste, men de havde også andre dyr og gang i en masse byggeprojekter.

Bedre kan det næsten ikke blive, og der var et fint lille badeværelse i en rød træbygning lige bag ved.

Hestene flyttes til en græsmark lidt længere væk

Eriks udekøkken

Udsigt fra “spisestuen”

24/6 Mandag

Vi stod op, ikke til sol som lovet, men til skyet vejr, men dog med meget bedre sigtbarhed. Vi startede dagen med at køre lidt tilbage op af bjerget, for at indhente den foregående dags mistede udsigter.

Selve byen helt nede ved fjorden er hurtigt overset, men sjovt var det, at se det koloenorme krydstogtskib manøvrere i den smalle fjord.

Kort før vi tog af sted, så vi en katastrofefilm (hvilket vi ikke plejer at se) “Bølgen”, som netop forgik i Geiranger. En kæmpe klippeblok længere ude i fjorden løsnedes og dumpede ned i fjorden, hvilket bevirkede en flodbølge, som bare voksede sig højere, op til 80 m, jo længere ind mod Geiranger, den kom. Filmen var slet ikke dårligt lavet og ret realistisk. Så vi kendte allerede området, og den evakuerings plads oppe af Ørnevejen med de 11 hårnålesving op til 620 mo.h., som vi nu var på vej til.

Lidt overraskende mødte vi udover de evindelige autocampere også den ene cyklist efter den anden op af den stejle Ørnevej. Det viste sig at være en klub, der var på tur og blev heppet i mål på toppen, hvor cykeltraileren og turlederen ventede med 👍 og frokost.

Her har vi “ evakueringspladsen”, heldigvis var der ingen katastrofer denne dag, men smukke udsigter.

Vel nede af bjerget skulle vi med færgen fra Eidsdal til Linge (begge små byer). Vi var nødt til (eller heldigvis) at springe den berømte/ berygtede Troldstigen over, da den (meget apropos) var lukket pga skred.

Så herefter gik turen videre mod Ålesund .

Vi trængte til at styrke os lidt, inden vi skulle indtage Ålesund, så vi kørte ned i en fin lystbådehavn lige inden, hvor vi fik en fiskefrikadellemad  og dertil en god årgang Loen æblejuice, (der hvor det tidvist har været/er farligt at bo).