Trondheim og videre til kobberminebyen Røros

26/6-25

Vi stod op til strålende sol og lunt vejr uden mitter på Alpaca Odda, og spiste morgenmad på et stengærde udenfor blandt nisser, paddehatte og små trolde – vældig rart.

Vi fik talt lidt med “fruen” i huset, en flink kvinde, der skam i sine yngre dage gentagne gange havde været på spejderlejr nær Odense. Ja, ja verden er ikke så stor… I dag kiggede vi lidt mere efter alpacaerne og én befandt sig tæt på stalden, mens vi, helt i det fjerne, kunne skimte flere af de lidt særprægede langhalsede alpacaer, og fårene lidt tættere på.

De havde masser af plads med grønt græs at gå på, men om natten var de bag lås og slå. Stedet husede derudover en pony, tre hunde, kaniner og mindst en kat.  

Snart var vi på vej mod Trondheim, Norges 3. største by og tidligere hovedstad. Den har et vist royalt præg med gadenavne som Prinsens-, Dronningens- og Kongensgade, men den er mest af alt Hellig Olavs by med den store Nidaros domkirke( opkaldt efter elven Nidar), hvorunder den helgenkårede konge (995-1030) efter sigende skulle være begravet. Efter en brand i 1681, hvor mange af de gamle træhuse gik til,  blev byen mere eller mindre genopbygget i sten af en militær arkitekt, som med militærisk præcision anlagde et nyt retlinet gadesystem.

Vi lagde ud med kirken, som i pragt og vælde levede op til sit ry. Vi følte os hensatte til en sydens mange  katolske kirker, hvilket nok ikke er så sært, da store dele af kirken er opført i katolicismens tid. Byggeriet startede i 1170 i den romanske periode og fortsatte langt ind i den gotiske.

De flotte glasmosaikker er af langt nyere dato og er fra år 1900-1930 skabt af en Gabriel Kielland.

Og så var der lige et virkelig flot restaureret barokorgel fra 1700-tallet (og et kæmpestort og nyere fra 1930).

Jo, det var bestemt en imponerende kirke med mange besøgende, hvoraf en del gerne lod sig forevige på særlig fotogene steder, som foran alteret. Især denne famile på seks personer var meget ivrig.

Der var mange interessante detaljer på den store døbefont. En anden pudsig ting var det nydelige skrivebord, hvor man kunne nedskrive sine håb og ønsker, og så ville disse blive holdt op foran Gud under prædikenen.

Vi fortsatte over den gamle bybro, hvorfra man havde et flot kik udover byen og Nidar elven.

Herefter kom vi op i det hyggelige “Baklandet” med mange gamle træhuse og et nu livligt gadeliv med cafeer og sjove små butikker.

Undervejs kunne man gå ned mellem husene og se over på bryggen på modsat side med de mange flotte malede restaurerede/eller nye huse?

Vi syntes, at vi fortjente en frokost af de bedre efter mange dage på (udmærket) husmandskost. Solen skinnede, og det var så varmt, at man næsten kunne sidde ude, i al fald hvis man som vi sad i læ bag en glasvæg, men med åbent tag.

Café’en hed Løkka, og det var virkelig lykken at sidde og lade sig varme op af solens stråler med en superlækker rejemad foran sig og et glas kølig Chardonnay i hånden.

Vi fortsatte ud langs havnen og kom ud til den mere nybyggede og fancy og sydvendte del af byen, Solsidan, hvor der i den grad var gang i restauranter og café’er. Men der var også mange levn fra forne tider som f.eks. denne gamle havnekran, som Erik havde svært ved at løsrive sig fra.

Nu vendte vi over en bro tilbage til den modsatte bred over mod bykernen, hvor vi på Munkegatan kom forbi Stiftsgården, en meget flot bygning også fra 1700-tallet opført til en prominent enke, hvor de kongelige op til dags dato har og stadig lader sig indkvartere under besøg i byen.

Mindre royalt og mere folkeligt var der på det store torv få skridt derfra. Der blev spillet bold, musik, spist og drukket og ikke mindst solgt alverdens ting. Selv vi faldt for et par alpacasokker inspireret af besøget på Alpacagården, hvor butikken havde lukket, da vi forlod stedet.

Nu var fødderne blevet trætte, og vi var snart tilbage i Kermit. Vi havde dog en længere køretur foran os, idet vi havde besluttet os for at køre 150 km sydøstpå ind i landet til Røros, en forladt kobbermineby, som på flere måder skulle være et besøg værd.

Efter at ha kørt et par timer, for en stor del parallelt med en jernbane og forskellige småelve og gennem  nåleskove nåede vi ved 19-tiden frem til vores campingplads lige udenfor Røros.

En hurtig gæst smuttede lige ud af en dør…

Det var et sjovt sted, det mindede lidt om en feriekoloni eller en form for militærbarak med et langt rødt træhus, hvor man kunne leje små værelser, toilet/baderum, køkken samt en klunkeagtig stue, hvor gæsterne kunne opholde sig.

Faktisk viste det sig, at et ægtepar havde boet her gennem mange år. Lidt sjovt.

Vi gik en lille tur i området os så på nogle af de gamle huse, der stod rundt omkring på pladsen. Engkabbelejer fandt vi også i et fugtigt område. Solen var forsvundet, men det var stadig tørvejr og rimeligt mildt, så vi kunne lave mad, pasta carbonara, og tilmed også spise den udenfor.

Man skulle dog skynde sig, hvis man ikke ville ha’ kold pasta…