Atlanterhavsvejen og Alpaca Odda

25/6

Det var lidt svært at forlade vores skønne logi i vandkanten ved Ellingsøya

Men vi har jo en tidsplan med en bestilt færgebillet fra Bodø til Lofoten 2/7, som helst skal holdes. I dag er primært en køredag uden planlagte stop undervejs.

Dog er en del af ruten en attraktion i sig selv, nemlig den ni km lange Atlanterhavsvej, som snor sig langs kysten og over små ø’er og broer.

En del, inklusive os, stiftede bekendtskab med vejen i en dramatisk sekvens i James Bondfilmen “No time to die” – og senere fra dronebilleder, som det lånte nedenfor.

Begge scenarier som landevejskørslen i ferietiden med autocampere m.m har svært ved at leve op til. Men pæn var den nu alligevel.

Vi havde en tur på ca.220  km op til vores Nortrip nr. 2. Vejret var lidt dystert, men turen var alligevel dejlig med en kort færgetur som en velkommen pause.

Sidst på eftermiddagen kom vi frem til gården Alpaca Odda ved Kyrksæterøra ikke langt fra Trondheim. Ud over os var der plads til endnu en camper, og et tysk ungt par var ankommet kort før os. Her var ingen direkte havudsigt, men meget smukt. Der var en del dyr på gården, bl.a. Alpacalamaer, men enten var de på græs langt væk eller lukket inde for natten i stalden, men måske i morgen…. Vi var inde i deres gårdbutik, hvor der var mange gode sager i alpacastrik, noget hjemmestrikket af egen uld, andet ikke. Vi fik dog ikke kønt noget.

Efter en biltur med ret ustadigt vejr brød solen frem, og vi kunne  gå en tur i de landlige skønne omgivelser.

Lupiner og rødmalede træhuse i aftensol – bedre bliver det ikke.

Det var godt at få rørt sig efter at ha’ siddet næsten stille i bilen i timevis. Da vi kom tilbage til Kermit blev vi for første gang på turen mødt af en sværm af de bittesmå, men p.irriterende mitter eller knot, som man nu vil. Det lykkedes alligevel Erik at lave aftensmad til os udenfor, som vi spiste for hermetisk lukkede døre og vinduer. 

Som det ses lider vi ingen nød – ej heller her med gris på gaflen.