Røros, kobberminebyen og 3. NorTrip plads
Som varslet øsede det ned det meste af natten og morgenen med. Ved ti-tiden stilnede det af, så jeg var oppe og få mig et dejligt varmt brusebad, endda med god plads til tøj og at komme tørfodet i tøjet igen. Så det var en formiddag med tid til blogskrivning m.m. Ved middagstid klarede det yderligere op, og vi kørte ind til selve Røros.
Lidt om historien. Det var noget af et tilfælde, at kobberforekomsten blev opdaget. En jæger skød i 1644 et rensdyr, og i de sidste krampetrækninger sparkede det arme dyr en blank sten ud i lyset, og hermed var Røros’s (tidligere et hul i jorden) lykke – eller ulykke om man vil gjort. Ved eksperters hjælp blev der hurtigt rejst en mønsterby omkring de indbringende kobberminer. I de næste 333 år blev der hentet 100.000 tons kobber op, mens slaggebunkerne bare voksede, og efterlod landskabet goldt og nøgent. Først i 1972 blev minerne forladt, men landskabet har ikke ændret sig siden.
Næsten som sædvanlig startede vi ved den flotte, men voldsomt store kirke på toppen af Kirkegaden. Det er byens eneste bygning i sten, bygget i 1784 og med plads til 1600 tilhørere.
Der var nærmest tvungen kirkegang hver søndag og i samme ombæring med Guds ord, fik man de seneste nyheder serveret. Byen er stort set bevaret, som den var, men er løbende blevet nænsomt restaureret. Og i mere end 40 år har den været på Unesco’s kulturavsliste. Der er da også sat overvågningskameraer på kirken og nummerede brandslukningsanlæg på alle husene, for at undgå at byen, som så mange andre gennem tiderne, går op i lys lue.
Det er på sin vis en museumsby, men samtidig også en by hvor folk bor og lever, nu mange af turisme eller kunstnerisk virksomhed. Byen er hyggelig, og hvis man glemmer minedriften, kan man føle sig hensat til Pippi Langstrømpeland, og der er da også indspillet film om/med hende netop her.
Det store grønne hus er opført i 1907 til/af byens sangforening, og det hvide hus er rådhuset.
Og nu til minedriften. I tilslutning til “Smeltehytten” hvor kobbermalmen blev smeltet, og som er genopbygget, er der nu et interessant museum.
Men alene at gå rundt mellem de ret trøstesløse slaggebjerge er en oplevelse. Man kunne også – hvis man ville- komme en tur 50 m ned i dybet til de lange kobberminegange, men det afstod vi gerne fra.
I udkanten af slaggebjergene i den modsatte ende af den “pæne” by, på Slaggevejen så man en samling mere beskedne huse. Det var sådanne huse alm. arbejdere boede i.
Og så lige til noget helt andet vedrørende byen:
Det siges, at maleren Harald Sohlberg, født 1869 i Oslo og bosat i Røros fra 1902, med sine malerier fra området muligvis var medvirkende til, at byen kom kom på verdensarvslisten.
Maleren, som vi ikke tidligere kendte til, har i øvrigt malet et andet billede, (det nedenstående), der er er udvalgt til at være Norges nationalmaleri. Vidste heller ikke at man havde et specielt nationalmaleri.
Og så lige til slut vedr. Røros, “BREAKING NEWS”:
At man her i Røros ikke er langt fra vildmarken, vidner ovenstående foto om.
Små to uger før vi var her, en solrig lørdag eftermiddag, buldrede en elg op og ned af Kirkegaden, mens folk i en blanding af rædsel og fascination sprang til alle sider. Det varede to timer, før man havde fået ført elgen, der sikkert var mindst lige så skrækslagen, tilbage i sine rette omgivelser. Det har antageligt været en ung elg, der er blevet afvist af sin mor, der i starten af juni kan ha’ fået en ny kalv.
Ved tretiden var vi klar til at forlade Røros og drage videre mod vores natlogi i nærheden af Levanger ca. 200 km mod nord.
På et tidspunkt kom vi gennem et mere krattet område med mange birketræer og med advarsel om løse dyr, og sandelig om vi ikke pludselig så først én lille flok rener og lidt efter en mere med flere små kalve. Rensdyr er iøvrigt den eneste hjorteart, hvor såvel ko som tyr bærer gevir. Og koen smider sit gevir senere end tyren for lettere at kunne skrabe sne væk og finde føde for sig selv og sin kalv.
Det var ellers de store viders land, øde og smukt.
Noget efter blev det grantræernes tur til at dominere landskabet.
Her fandt vi en rasteplads at holde kaffepause på, inden vi først på aftenen og i regnvejr nåede frem til vores 3. NorTrip overnatningssted “Sidergården”.
En dame kom ud og tog i mod os og fortalte, at de havde to pladser nede langs en mindre elv. Til den anden side lå gårdens store æble/hindbærplantage med 2, 5 m høje elgsikre hegn.
Regnen hørte heldigvis op, og vi kunne gå en tur langs vandløbet, hvor hverken temperatur eller den livlige strøm indbød til badning. Det blev en let middag, hjemme, med en laksemad og lidt ost, og solen brød frem som den dejligste dessert. Lidt før sengetid kørte vi nærmere selve gården/huset for at være tættere på civilisationens faciliteter, da regnen så ud til vende tilbage. Og så var den dag gået til ende!