7/6-26 Vestmanna, Kvivik, Hvalvik, Saksun, Tjørnuvik, Haldorsvik

7/6- 26 SØNDAG

Regn om natten, tåge om morgenen, lige vejr og tid til et gratis varmt bad i stedets store bruseniche.

Oven for ser man hvor mange sko, der efter høflig henstilling er parkerede om formiddagen uden for fællesrum og badeværelser, og om aftenen var der dobbelt så mange. Og det store fællesrum er også næsten tomt på dette tidspunkt. Lidt efter forlod også vi Vagar og tog nordpå til Vestmanna, den næststørste by på Streymoy. Vi havde overvejet en 90 min. tur med båd langs fuglefjeldene, som vi dog afstod fra, da det i dag var både koldt og meget blæsende, men det var en fin tur ud til byen.

Vi tog i stedet en afstikker ned til bygden Kvivik, se foto ovenfor, hvor man bl.a. kunne se resterne af en vikingebosættelse.

Oven for, lidt under niveau ses resterne af bosættelsen. Man kan ud fra blomsterne se, at det her endnu er mere forår end sommer.

Vi fortsatte tværs over ø’en og op langs østkysten, hvor vi havde et kort, men sjovt stop i Hvalvik. Den lille bygd er mest kendt for sin kirke, som er Færøerne’s ældste trækirke, bygget i 1829 af pommersk fyr, vraggods fra en skotsk bark lastet med træ, som strandede lidt nordligere oppe ved Saksun. Og prædikestolen, oprindeligt fra Torshavn, har mærker der angiveligt stammer fra sabelhug fra franske sørøvere, der plyndrede kirken der i 1677, spændende…

Det er den første kirke,  det er lykkedes os at komme ind i. De andre har været låste – pga grund af turisters dårlige adfærd, som man på skrift flere steder har angivet som årsag, lidt trist. Men her var søndagsgudstjenesten netop slut, og præst og kirketjener var lige ved at lukke og låse, da vi fik sat foden i mellem… De var vældig  flinke og fortalte mangt og meget om kirken m.m. Bl.a. at nogle turister havde forsøgt at lave bål inde i kirken, da det regnede og var koldt udenfor!

Herfra gik turen videre mod nordvest af en meget smal, snoet og smuk vej gennem ødemarken mod den bittelille bygd Saksun, der ligger i bunden af en vestvendt fjord.

I Saksum kan man mod betaling få lov at vandre ned til en af de få store strande eller mod øst over et fjeldmassiv til Tjørnuvik. Vi nøjedes med at beundre de gratis og fantastiske udsigter over havet, stranden, fjeldene, vandfaldene og den lille kirke (udefra).

Der var heldigvis to gratis – og åbne toiletter, som vi og en større gruppe danske vandrere stod i kø til, inden vi forsatte tilbage af samme smalle vej og de videre op over fjeldet mod samme mål – Tjørnuvik.

Vandrerne alle yngre kvinder havde tænkt sig at afslutte turen med en dukkert i det højst 8 grader kolde vand ved stranden i Tjørnuvik -UF! Vi kom mere bekvemt frem af den flotte og stejle nedkørsel til Tjørnuvik, et lille sted som med sin brede sandstrand er yndet af surfere.

I dag med den sydlige vind var havet dog stort set fladt. En anden seværdighed, som er mere uafhængig af vejr og vind (pånær tåge) er de to 75-73m høje klipper i havet, Risin, kæmpen og den den lidt mindre Kellingen.

Den lille bygd med ganske få, ca. 50, indbyggere lå næsten øde hen denne højhellige søndag eftermiddag.

Men så skete miraklet for os to kaffetørstige. Et skilt viste vejen til en åben dør, og vor hædersmand frelser Hans Esbern Heinesen tog i mod os med åbne arme.

Der var kaffe på termokanden og nybagte vafler med hjemmelavet rabarbersyltetøj og flødeskum på vej. Vi blev bænket i den lille stue sammen med først et fransk selskab på fire personer og senere med et færøsk ægtepar. Snakken gik livligt, og vores vært stødte jævnligt til og gav sit besyv med. Han var ikke i familie med sin berømte litterære navnebror, men en lokal ildsjæl og guide. Lidt senere skulle han modtage et stort dansk Kingokor fra Kingokirken i KBH. De skulle vist holde koncert med det lokale kor i Tjørnuviks kirke, og siden skulle der være festmiddag. Vi har læst op på begrebet Kingokor, først op i 1900 tallet blev det udbredt med orgel i kirkerne, mens sang af Thomas Kingo’s salmer var i høj kurs, og denne a cappellaskik er blevet bibeholdt visse steder i såvel DK men især på Færøerne.

Vi tog afsked og kørte mod dagens sidste stop, en campingplads i udkanten af den nærliggende bygd  Haldorsvik. Får med et eller to lam ser og møder man overalt, så det gælder om at være vågen. Selv en sten i vejkanten viser sig ofte pludselig at have fire ben at løbe på. Og såfremt man er uheldig at påkøre et dyr er man erstatningspligtig… Især moderdyrene er dog ret fornuftige – ikke som fasaner og harer.

Der var ikke mange gæster på campingpladsen i Haldorsvik, men en masse tomme campingvogne som stod parkeret her som sommerhuse for de lokale. At det kan blæse voldsomt her fremgik af den måde vognene var fastgjorte med jernkæder om alle hjul. Men vi blev varmt modtaget af bestyreren Elias, som stolt viste os rundt på, hvad han mente måtte være Færøernes bedste campingplads. Også her havde vi omend ikke havudsigt så udsyn over sundet mellem de to store øer Streymoy og over for os Eysturoy. Køkken og toiletbygningen var fra 2018, men alt så nyt ud og var funklende rent – vist nok takket være Elias kone Joan. Lidt af en modsætning til kaosfabrikken på Vargar.

At vejret er meget omskifteligt viser ovenstående to fotos. Det venstre er fra kl. 21.19 mens det højre er fra 22.25

’