Ack Värmeland du sköna, her Østmark, Finnskogen, og Arvika

27/7-25

Jeg var slet ikke færdig med at trække Erik gennem Värmlands herligheder.
I dag skulle vi forlade Torsby, men det skulle gøres med værdighed, og der skulle tages revanche fra gårsdagens vaffel/kage nederlag. Så vi sprang morgenmaden over og satte kurs mod mod kagernes højborg Wienerkonditoriet, som åbnede klokken ti.

Der var allerede godt fyldt i butikken af lagkagespisende gæster. Vi fik dog plads i et mageligt plysmøbelarrangement, og snart sad vi med kaffe og hver vores flødekage, den pt. mest populære Budapest til Erik og en Opera til mig.

Begge vældig gode – og der var, som det hører sig til, kaffe med “påtår”. Stemningen blev ikke ringere af, at der var et større selskab af unge italienske kvindelige langrendsskiløbere og deres trænere på besøg.

Udover biler er Torsby nemlig kendt for sin gode mulighed for langrend hele året. De har landets første (2006) og måske eneste indendørs tunnel med mulighed for skiløb i al slags vejr i en konstant temperatur på – 3 grader på den 1,3 km lange, 4 m brede og 3 m høje snoede og kuperede bane. 

På vej ud af den søndagsstille by nåede vi at se endnu at par af de gamle øser – og hvor de “boede”.

Vi var nu på vej mod Østmark lidt nordøstpå ind mod Finnskogen, et stort skovområde der strækker sig ind over grænsen mellem Sverige og Norge. Navnet kommer af, at fattige finner i 15-1600 tallet indvandrede hertil. Det gjorde de efter den svenske konges ønske, for at befolke denne øde del af landet. Her levede de som skovfinner nok under trange kår, og de er den dag i dag anerkendt som en minoritet. Østmark er knap nok en by, mere en samling huse, og alligevel har en smuk gammel trækirke fra 1765 i värmlandsk byggestil, men også inspireret af den finske indvandring.

Også kirkegården var meget smuk og harmonisk med mange træer og en gennemgående beplantning i gult og rødt. Vi bemærkede hvordan far og søn i gammel stil ligesom byttede navne og at hustru’er (maka) og døtre ikke optrådte med efternavne.

Et nyrenoveret klokketårn også i træ, men med en meget gammel klokke var der også, nok begrundet i det finske islæt.

Så lille byen end er har den i lighed med Torsby en “Hembygdsgård” – fundamentet endnu ældre end kirken, den var dog lukket for besøg denne søndag.

Vi kørte videre ind i Finnskogen af snoede grusveje, ikke på må og få, men på vej mod Kvarntorp Finngård.

Flaget neden for er skovfinnernes flag, som er ret nyt fra 2022 og symboliserer skovfinnernes svedjebrugskultur med farverne grøn/skov, rød/ild, gul/rug og sort/ afbrændthed.

Her kunne vi til frokost forhåbentlig få egnsspecialiteten Nävgröt eller som den värmlandske variant nu kaldes: Motti med fläsk. Motti er en grød lavet på skrädmjöl (ristet havremel.) Den serveres med stegt røget og saltet flæsk/bacon samt rigeligt med tyttebærsyltetøj til – samt saft.

Finngården ligger umådelig smukt i en skovlysning, denne søndag var der dog kun mulighed for “Fika”,  kaffe/te med vafler eller hjemmebag.

I dag var vejret lidt ustabilt og køligt, så vi sad inde i den hyggelige meget autentisk gamle stue og fik kaffe med lækre sprøde vafler og “skrädmjölsdrömmar”.

Det var to meget lokale og flinke mennesker,  der stod i køkkenet og serverede. Bagefter fik jeg opskriften og købt en pose af den særlige havremel, så jeg kan lave Motti med Flæsk, når vi kommer hjem.

Toilettet var et kapitel for sig, det lå lidt afsides ude på engen og var det nydeligste  dobbelt das med frisk halm i bunden. 

Nu havde jeg trukket tålmodige Erik gennem mange af min favoritegns almueherligheder, men nu var det slut, og vi kørte mod dagens endemål Arvika, den sidste by i Värmland. 

Vi havde små tre timers køretur foran os gennem gennem skove, langs søer og stenbrud.

Og forbi marker nogle med gammeldags høhække, andre og flere med Wrappet plastikindpakket hø. 

Vi havnede på en campingplads ned til Glafsfjorden, i vore øjne snarere en stor sø. Men af kringlede søveje skulle man vist kunne sejle ud til havet, så….

Kort efter vor ankomst lysnede det og vi fik en dejlig aftensol som vi udnyttede til en tur hen langs fjordbredden.

Derefter lavede vi rigtig mad med kogte kartofler og peberbøffer, det trængte vi til.