Nordkap, Kirkeporten og Skarsvåg

11/7-25

Det var dejligt at kunne spise morgenmad i ro og mag og vide at i dag, skulle vi ikke pakke alt sammmen og køre videre. Da vi fortalte manden i receptionen, at vi ville blive en dag mere, fandt vi ud af, at han overhovedet ikke talte norsk, men engelsk, fordi han var polak. Og de, der gjorde rent, var også polakker. Dagen inden nede i havnen havde vi bemærket, at et sted, der lejede hytter og både ud til lystfiskere, også var ledet af polakker. Så hele bygden lod nærmest til at være på polske hænder… Lidt mærkeligt. Nå, men men i dag var den store dag kommet, hvor vi skulle op og plante et dansk flag på Nordkap, turens højdepunkt (rent geografisk).

Vi kørte de 20 km op gennem noget der minder om et goldt månelandskab, men også smukt med udsigt til søer og fjorde, og ind i mellem så vi flokke af rener i det fjerne.

Man skal betale 100 kr. for at komme ind på den store parkeringsplads, hvor man så må holde i fem timer. I dag var vejret endnu mildere, og det var så godt som vindstille. Ikke ligefrem arktisk, men dejligt.

Og det var sjovt at stå og gå rundt om den ikoniske globus, som alle folk flokkes om og lader sig fotografere ved.

Men det bedste var bare at stå og læne sig på de betryggende gelændere og skue mod nord ud over det det nærmest spejlblanke uendelige hav.

Eller kigge ned i dybet langs de lodrette klippevægge.

Hele området ligger på et  fladt plateau, som vi gik rundt om og er ret stort, og med formidable udsigter til alle sider.

Der var nogle unge mennesker, der gik og luftede deres hund i lang løs line på en klippe ved siden af os – gys… Se nedenstående billede.

Og heldigvis, var vi kommet før alle krydstogtturisterne fra Honningsvåg, så der var der ikke  så mange mennesker, som man kunne frygte. Nordkaphallen, som det kostede over 300 kr. at komme ind i, lod vi andre om at besøge.

“Hjemme” på vores plads spiste vi lige lidt frokost inden vi begav os ud på dagens anden udflugt – en kort vandretur op til Kirkeporten.

Den startede lige bag vores plads, hvor vi af en OK sti kom op over et mindre bjerg og videre langs kysten til nogle flotte lagdelte klippeformationer nede ved fjorden med et stort hul i, der mindede om en kirkeport.

Vi var ikke de eneste, for det var forståeligt nok et yndet fotospot.

Vi så mange fine for os før ukendte blomster, så vi havde “seek-appen” i brug – så her rypelyng.

Nedturen tog vi af en lidt anden rute så vi endte i bygden, hvor vi ville ha’ eftermiddagskaffe og vafler i det eneste sted i området, dette var muligt.

Det var et meget specielt sted hos en dame, der åbenbart elskede Jul, for der var pyntet op, som stod højtiden lige for døren. Og så solgte hun strikvarer, som den lokale strikkeklub havde fabrikeret (i de lange, mørke vinteraftener). Hendes to specialer var vafler eller de langarmede edderkoppelignende kongekrabber. (Som vi ikke er så begejstrede for). Vi gik efter vaflerne og satte os udenfor på terrassen, mens mutti fik gang i vaffeljernet.

Lidt senere kom to mænd og den enes søn (viste det sig) også ud på terrassen. Vi kom i snak med dem, de var sjovt nok ikke turister, men lokale der bare godt kunne lide vafler. Lige ud for os stod et af de utallige normalt tomm fisketørringsstativer, man ser overalt. Men dette havde både fisk og et net over sig.

De fortalte, at det normalt var i marts april, hvor det er tørt og køligt, at man hænger fisk/torsk til tørre. Og nettene , ja de beskyttede selvfølgelig mod diverse tyveknægte. De var snakkesalige, og selv om de talte med bred dialekt, gik det ganske godt med at forstå hinanden. Så vi spurgte ind til den tidligere omtalte pukkellaks, eller pink salmon, hvilket medførte en længere historie. Det er en invasiv Stillehavsart, som i sin tid af blev udsat af russere i Hvidehavet. Herfra kom de videre ud i  vandløb, og svømmede endnu videre. Den smager godt, MEN den er muligvis aggressiv og sygdomsbærende. I modsætning til andre laks har denne en toårig cyklus, idet de fleste, især hannerne, dør efter endt gydning. At så mange fisk dør på samme tid kan medføre forurening. Og hvorfor hedder den så pukkellaks? Jo, fordi hannen i sin gydedragt udvikler en markant rygpukkel. Og da denne art i forvejen har et lille hoved, fremhæves puklen yderligere. Så meget klogere kan man altså blive af at spise vafler.

Midt i det hele kom indehaversken,vsom selvfølgelig kendte de tre fyre ud for at holde rygepause. Hun havde drevet stedet i 26 år og var lidt træt af udviklingen på stedet. Børnefamilierne var væk, og, som vi havde bemærket, polakker havde opkøbt flere ejendomme, campingpladser og arrangerede også fisketure for turister. Så selv om her var smukt og stemningsfyldt, var alt ikke lutter idyl. Og så fortalte hun iøvrigt, at det vat to måneder siden at vejret havde været så varmt, så vi var heldige. Tilbage på campingpladsen begyndte det imidlertid at blæse op, så lammekoteletterne blev spist indendørs, og da jeg trådte ud fra pladsens lille fælles køkken efter at have vasket op, stormede det nærmest, regnede gjorde det også, og der var kommet bølger på vores lille sø.