Asilah med stop i Rabat, 11/3-24, dag 26, 275Km
Vi gjorde klar til at tage af sted mod vores sidste campingplads i Marokko før vores tilbagevenden til det europæiske kontinent. På vej ud af Mohammedi havde vi den eneste lidt ubehagelige oplevelse under hele turen. Vi nåede lige akkurat ikke over for grønt i en rundkørsel, og der var et langt minut til, at vi ville få grønt lys. Frem sprang fire granvoksne unge sorte afrikanere, som så at sige omringede vores bil. LÅS sagde jeg, hvilket Erik nok havde gjort alligevel. At de gerne ville ha’ penge, var vi ikke i tvivl om, men vi havde ikke lyst til at rulle vinduet ned og var glade, da vi fik grønt lys. Men også triste over at se de unge fyre. Vi nærmede os Rabat, den sidste ud af de tre af Marokkos kongebyer, vi har besøgt. Den fjerde, Meknes, havde vi kørt lidt udenom. Rabat, en moderne by, er landets officielle hovedstad, men har kun godt 500.000 indbyggere.
Vi ankom til Rabat sydfra af en nydelig kystvej, byen virkede meget mere harmonisk end Casablanca, som vi fik et lidt rodet indtryk af. Vi parkerede langs floden Bou Regreg med udsigt til Kasbah des Oudayas.
Vi gik en tur langs floden og fik os en dejlig kop kaffe i en af de mange endnu tomme caféer, som sloges om vores gunst.
Vi gik videre op mod Hassan tårnet, som vi dog kun så på afstand, inden vi kørte videre ud af Rabat igen og forbi en meget høj nybygning, som vi ikke helt fandt ud af, hvad var.
Vi kom i dag forbi områder med intensiv og plastikoverdækket dyrkning af frugt og grøntsager som bananer, jordbær og måske kartofler, inden vi nåede frem til Asilah en lille kystby. Nogle slumlignende områder kom vi også forbi.
Man kunne nu tydeligt mærke, at Ramadanen var startet. Mange restauranter og cafeer var lukkede, men dog ikke alle, og vi fandt en spansk restaurant, hvor vi fik frokost – en dejlig sværdfisk med appelsinjuice til.
Bagefter gik vi over i byens lille, men meget tiltalende stille og rolige medina.
Vi købte ikke noget, men sugede de sidste indtryk af Marokko til os.
Inden vi tjekkede ind på campingpladsen, var vi nede ved den ikke særligt lækre strand, hvor jeg var ude og soppe i de nu knap så store bølger. Der var dog stadig så meget kraft i dem, at de godt kunne ha’ væltet en ældre dame selv på lavt vand.
På campingpladsen, som lå lige bag stranden, kunne vi lige nå at sidde og slappe lidt af i solen, inden den sidste fællesmiddag. Det var meningen, at vi skulle ha’ haft mad fra campingpladsen, men det glippede – måske pga ramadanen.
I stedet fik vi snacks, hotdogs med grillede pølser og meget andet godt, der kunne forberede os til vores snarlige tilbagevenden til Europa.
Denne aften blev det spændende væddemål, om hvor mange fartbøder vi nåede op på, endeligt afgjort. I Marokko er der utroligt mange fartkontroller, hvor det kongelige politi, nydelige ofte unge mænd i flotte uniformer står parate til at udskrive bøder. Desværre har vi ingen fotos af dem – det kunne man nok også få en bøde for… Bøderne var oftest omkring 150 dirhan ( ca. 100 kr.), men ved overhalinger forbudte steder og allerværst, hvis man ikke havde stoppet HELT op ved kontrolstedet op til 400 dirhan. Nogle gange kunne man tale sig ud af bøden, andre gange måtte man betale, men fik så måske en kop te serveret. Alt foregik dog på venligste vis. Vores gruppe var vist den, der hidtil havde fået flest bøder, Erik og jeg fik dog ingen. Vi blev kun stoppet en gang, af en meget charmerende ung fyr, der blot ville ønske os en god dag… Der blev holdt flere velfortjente taler til Anne Mette og Kim for deres sympatiske væremåde og den helt i gennem vel tilrettelagte tur – og lidt gaver fik de også.
Også vi fik gaver af Anne Mette – viagra til mændene og naturligt læberødt i en lille terrakottaskål til damerne. Et af deltagerparrene inviterede til et sommergensyn 12/6, på deres landsted, hvor de har en lille camperplads. Og så sang eller skrålede vi et par sange fra sanghæftet – og sagde godnat for sidste gang i Marokko.