Efter en blæsende og regnfuld nat vågnede vi op til den klareste blå himmel.

Vi tog hurtigt afsked med pladsen, hundene og chefens venlige kone, og startede de ca. 300 km gennem smukke landskaber mod Córdoba, en by vi også havde høje forventninger til.

Vi var lige begyndt på en ny lydbog, Vindens port, en historisk bog af Anne-Kathrine Riebnitzsky. Den foregår meget passende i det muslimske Andalusien i 700-tallet samt på en pilgrimsrejse til Mekka. Man følger i langsomt tempo og i et malende smukt sprog en borgherre, Ibrahim Banu Said og hans families liv og færden op til de kristnes tilbageerobring.

Vi derimod ræsede hurtigt i gennem de samme områder, som hovedpersonen og hans tre koner, heste og slaver brugte uger på at tilbagelægge til hest eller til fods. En sær og tankevækkende følelse. Vi havnede på en stor autocamperplads uden faciliteter, men helt tæt på det historiske kvarter.

Vel fremme på pladsen startede vi med at bestille to billetter til byens største seværdighed moskeen La Mezquita grundlagt omkring år 785. Da solen endelig skinnede, bestilte vi billetter til 9.30 den følgende dag, hvor vejret atter skulle blive ustadigt. Derefter gik vi ud for at indtage Cordoba i det milde forårsvejr og gik gennem den gamle byport Puerta de Sevilla.

Nu følte vi virkelig, at vi var  kommet sydpå. Der hang der farvestrålende pelargonier fra snart sagt hver og et af de hvidkalkede huse.

Det var et bilfrit område, stille og luften var frisk – skønt. Vi fandt en hyggelig restaurant, som vi ville spise på om aftenen,  lokaliserede moskeen og gik lidt  rundt i den store tilhørende gårdhave fyldt med palmer og appelsintræer.

De skrånende gader førte os ned til den livligt strømmende og meget lerfarvede flod Guadalquivir. En smuk gammel romersk bro som førte over floden var fyldt med folk, der lige som os gik tur frem og tilbage og nød udsigterne og det gode vejr.

Vi gik videre langs floden og og kom til et fint lille torv Plaza del Potro (føl), hvor der i lå et smukt lille kunstmuseum inde i en lille gårdhave.

Kort efter kom vi til den meget større og flotte Plaza de la Corredera – en pendant til Plaza Mayor  i Madrid, men hyggeligere. Også her er der dog foregået mindre hyggelige ting såsom hekseafbrændinger og tyrefægtninger.

Vi fandt en lille bar under buegangene, hvor vi kunne hvile os lidt og betragte folkelivet.

Herefter orkede vi ikke mere og satte kursen mod Folke. Undervejs stødte vi på et sted, hvor der på en flot plakat  blev reklameret for andalusisk hesteopvisning.

Og inde i en gård bagved kunne vi høre og se, at rytterne var ved at varme hestene op. Det så fristende ud, men man kan jo ikke overkomme alt. Vi kunne lige nå at slappe lidt af i Folke, inden vi gik op til den nærliggende restaurant, som vi havde bestilt bord på til klokken 21.

Da vi kom, var kun et andet bord besat, men hurtigt fyldtes restauranten af folk, især yngre par, der tydeligvis også havde bestilt bord – det var jo weekenden op til Valentinsdag, som man vist gør endnu mere ud af her sydpå end i Danmark. Restauranten kunne nok heller ikke være mere romantisk med blomsterkrukker alle vegne – og maden var super lækker.

Vi trak tiden ud med både dessert og kaffe (til Erik) så vi lige kunne bruge stedets toiletter, inden vi gik “hjem” for at sove på vores  parkeringsplads. 

Det øsregnede det meste af natten, men stilnede af på morgenstunden. Lige da vi var ved at stå op, fik jeg et af mine heldigvis ret sjældne ørestenssvimmelhedsanfald, som heldigvis lod til at gå hurtigt over. Lidt senere da jeg sad i bilen og bøjede mig for over, vendte det dog tilbage for fuld styrke. Jeg mistede fuldstændig evnen til at fiksere, al ting for rundt i svimlende fart. Efter et par minutter stoppede karussellen lidt efter lidt, men resten af dagen bevægede jeg mig meget forsigtigt rundt og så for det meste kun lige frem – og klamrede mig til Erik, hvis der var trapper. Og det er der i Toledo, byen som siges at være den mest spanske af alle byer. Vi kørte gennem blide, grønne og våde landskaber og mødte også denne dag traktorer der sinkede os noget.

Men frem kom vi da ud på formiddagen.

Fra parkeringspladsen kom vi med et uendeligt antal rulletrapper let op til toppen af det bjerg, hvorpå Toledo er anlagt og hvor det kæmpestore bygningsværk Alcazar ligger.

Det har i romertiden tjent som forsvarsværk, under borgerkrigen støttepunkt for Francos tropper, og det huser nu i genopbygget stand bla. et militærmuseum. At byen nu om dage mest af alt er lagt an på turisme, er man ikke i tvivl om, men en kølig regnfuld februardag begrænsede dog horderne. Der var et utal af butikker med middelalderlige våben og drabelige torturinstrumenter, lige noget for os.

På Toledos måske største torv, Plaza de Zocodover fandt vi en café, der skilte sig  ud fra den nærliggende Mcdonald og lignende multinationale selskaber. Stedet var vist endda berømt for deres kransekagelignende bagværk. Vi nøjedes dog med en kop kaffe. Herefter traskede vi rundt i de kønne gader og stræder, hvor mange af husene er bygget i en bestemt stil, hvor mursten ikke blot er klasket tilfældigt ovenpå hinanden, og hvor natursten indgår på dekorativ vis. Byens anseelige og vist nok meget flotte katedral nøjedes vi med at beundre udefra.

I stedet kastede vi os over byens største berømthed maleren El Greco, som vi mest kendte af navn. Så lige lidt om ham: 

Toledo husede i flere år El Greco, grækeren, som blev født på Kreta i 1541. Her startede han sin uddannelse på et kloster, og allerede som 25 årig var han en mester. Han søgte nye udfordringer først i Venedig, som da hørte under Grækenland og senere i Rom. Der følte han sig dog ikke tilpas, og han drog derfor til Spanien, først Madrid og endelig i 1575 til Toledo, et religiøst og åndeligt centrum, ja byen var faktisk hovedstad i Spanien indtil 1560, hvor kong Felipe 2. flyttede sit hof og regeringen til Madrid. El Greco levede i Toledos fredelige omgivelser i 39 år ind til sin død i 1614. Som så mange malere på den tid malede han overvejende religiøse motiver, men han fik med årene sin helt egen karakteristiske stil. Nærmest tidlig præ-ekspressionistisk og til tider manieristisk i sin stil, som nogle beskriver den.

Vi startede med et af hans mest berømte malerier i kirken Santo Tomé, nemlig begravelsen af en vis aristokratisk Señor Orgaz, der faktisk døde allerede i 1323. Der skulle være indtruffet visse overnaturlige hændelser under denne begravelse, som bevirkede, at en præst i kirken Santo Tomé flere hundrede år senere mente det berettiget, at bestille et maleri af begravelsen hos El Greco. Folk stod nu  i kø for for mod betaling at se dette maleri fra 1598, hvor maleren har givet sig selv en plads. Han ses som den lille blege mand, nr. seks fra venstre i bagerste række. Og den lille dreng i forgrunden skulle vist være hans søn, senere maler og arkitekt, ret besynderligt – men det fortalte damen i billetkontoret. 

Da det nærmest øsede ned, og vi havde fået lyst til at vide lidt mere om “ Grækeren”, kæmpede vi os mod strømmen af paraplyer ned til et lille museum tilegnet ham. Det var indrettet i et smukt gammelt hus, købt og restaureret  af en mand, som fejlagtigt troede, at det var netop dette hus, El Greco havde boet i. Men det var vist i virkeligheden et andet, men meget lignende.

Resultatet blev under alle omstændigheder et fint og levende museum, som gav et godt indtryk af maleren og hans liv. Især i hans sidste år blev hans figurer mere og mere overdrevent lange, leptosome, og med udpræget spidse hager. 

Herefter trængte vi virkelig til at få noget input til maven, da vi jo den senere tid har droppet morgenmaden. Vi gik ind i en tiltalende lille café tilknyttet museet, hvor vi fik en sen frokost, klokken var over tre, det var aldrig gået i Frankrig… 

På alle måder mætte og også lidt trætte, gik vi efterfølgende med udsigt til floden Tajo ned til Folke, hvor vi på park4night fandt en nærliggende campingplads, som lod til at være åben. 

Vi kom ret hurtigt ud af byen og efter en times tid nærmede vi os den naturpark, som campingpladsen skulle ligge i udkanten af. Det sidste stykke gik det stejlt op ad af en meget snoet vej. Til slut holdt vi foran en stor smedejernslåge med lås for. Men der gik en mand rundt inde bag ved. Ham fik vi lokket ud, og via google translate erfarede vi, at ejeren ville dukke op inden længe. Indtil da havde vi selskab af to gøende hunde, heldigvis bag hegn, den ene hund var nok den største hund, vi nogen sinde havde set. 

Ret snart dukkede chefen, en yngre arbejdsom mand, op og han åbnede den tunge, knirkende låge, så vi kunne køre ind på den noget mistrøstige vintertillukkede plads. Vi var dog ikke den eneste camper, viste det sig. Stedet var lidt specielt, idet der til hver plads var et lille  metalhus med bad, toilet og håndvask OG varmt vand, 30 €/nat – et tilbud vi ikke kunne sige nej til.