
Höganäs, Helsingør, Espergærde og hjem til Vornæs
2/8-25
Vi stod op til tørvejr i Mölle, men hele området var ret pløret. Jeg havde heldigvis mine klocks, meget nyttigt fodtøj på campingferie. Efter morgenmaden brød vi op og kørte mod Helsingborg blot en halv times kørsel væk. Undervejs lavede vi dog en lille afstikker ind gennem Höganäs, forbi den store fabrik, der tidligere husede Höganäs Keramik, hvis produktion vist nu delvist er flyttet til Thailand, mens Rörstrand har overtaget fabrikken. Vi endte nede ved havnen og stranden.

Der er ikke meget højde over Höganäs, marinaen var stor og lidt kedelig, men stranden var fin, og omgivelserne var kønne.

Lidt efter kørte vi videre, og snart efter var vi på færgen på vej til Helsingør med Kronborg om styrbord. Der var sorte skyer her og der, men det holdt tørt, hvor vi var, og det var lunt.

Vi tænkte, at det var passende at fejre hjemkomsten til Danmark med Brostrædeis, og en til hver i dag. På vej gennem Stengade blev vi mødt af Helsingør’s pigegarde for fuld musik – det havde de da ikke behøvet… Men festligt var det.


Vi gjorde holdt i Espergærde, hvor vi var inde på kirkegården for at se, hvordan mine forældres lille have havde det. Den trængte som forventet til lidt opfriskning, så vi var en tur på torvet og købe nye blomster, og netop som vi havde fået plantet færdigt, åbnedes himlens sluser, og vi kørte i øsende regnvejr over det meste af Sjælland. Men kort før Storebæltsbroen ophørte regnen, og solen kom frem. Så vi kom hjem til vores hus og vildnis af en have i dejligt vejr og kunne tømme bilen i tørvejr. Og vi blev straks modtaget af vores meget mjavende kat Leo, der som sædvanligt var blevet passet godt af vores naboer.


Så må vi se, hvad vi finder på næste gang…