10/6-26 Kunoy, Kalsoy, Klaksvig og Arnafjødur på Norðoyri
ONSDAG 10/6-25
Kik over til noget af Fuglafjørdur
Efter en fredelig morgen i Fuglafjørdur tjekkede vi færgeoplysningerne til Kalsøy (mandeø’en) og kunne se at man vist alligevel kunne/skulle bestille. Og vores ønskede afgang kl. 10 var udsolgt, først kl. 14.50 var der en ledig afgang. Vi havde ikke fået kontakt til den meget lille og eneste campingplads på Kalsoy, så vi besluttede at kontakte turistkontoret i Klaksvig. De kunne oplyse at alt var booket på pladsen, men foreslog os at lade bilen stå i Klaksvig og tage bussen rundt på Kalsoy og færgen tilbage 17.50, og så overnatte på en plads i Arnafjødur 15 minutter fra Klaksvig – og sådan blev det. Så vi sparede den ret dyre bilfærgebillet, og fik tilmed tid til også at besøge Kunøy (koneø’en) som man nemt og hurtigt kunne komme til via en dæmning og en tunnel tværs over ø’en.
Disse to afsides nordlige ø’er lige ved siden af hinanden er kun 2-4 km brede og små tyve km lange, og især Kunøy har Færøernes højeste og mest dramatiske fjelde, hvoraf otte er over 800m. Vi gjorde holdt ved den største samling huse bygden Kunøy, med små 80 indbyggere, og hvor vejen endte.
Det lyseblå hus for ovenover er skolen – for mindre børn antagelig…
Der var en den typiske kirke, men det specielle bed denne bygd er at kirken lod til at være ved at styrte i havet. Derfor forsøgtes den nu understøttet med tunge jernstivere. Der stod mange kloge mænd og diskuterede hvad og hvordan tingene skulle ordnes.
En fin sti førte os på en halv times tid bygden rundt og som noget særligt, havde stedet sin egen lille plantede skov eller plantage.
Efter den lille rundtur kørte vi tilbage til Klaksvig, hvor vi gik ind på en af Klakvigs meget få spisesteder, den hyggelige café Frida, hvor vi fik en dejlig fiskesuppe.
Vi havde stadig tid, inden vi skulle med færgen til til Kalsoy,så vi gik rundt i Klaksvig. Det er en rodet og ikke særlig spændende by med meget tilfældigt nybyggeri blandet med gamle huse og et stort industrielt havneområde.
Endelig kom vi ombord på Teistur en fin, ret ny færge, der på tyve minutter sejlede os til Kalsoy. Og så begyndte vores bustur af stejle, snoede veje og masser af tunneler. Første stop var ved ø’ens nordspids, Trøllanes en minimal bygd, her havde vi SEKS minutter, inden bussen kørte tilbage mod Mikladalur. Men som den søde, unge pige på turistkontoret havde sagt, så var det rigeligt til lige at se og forevige de dramatiske udsigter…
Her forlader bussen os i Trøllanes, ikke et sted man har lyst til at blive efterladt i længere tid…
Men der var nogle flotte fuglefjelde
Der udgår også nogle hårrejsende vandreture derfra mod Mikladalur – ikke noget for os.
Vi nåede lige præcis tilbage til bussen, som kørte os tilbage mod Mikladalur, en lidt større bygd, hvor vi havde godt en time.
Stedets største hit er nok Sælkvinden, en tre m høj skulptur af bronze udført af den meget produktive kunstner Hans Pauli Olsen i 2014. Hun står på klipperne i vandkanten og skuer mod land. Køn eller ej, så er den blevet et trækplaster.
/Og sagnet hun er inspireret er vældig dramatisk. Folk, der kaster sig i døden ud over de stejle klipper og drukner, bliver til sæler, men en gang om året, Hellig tre Kongers aften, smider de pelsen og genopstår som mennesker og danser natten lang. Heriblandt var en særlig smuk ung kvinde, og skæbnen ville at en ung mand fra bygden fik øje på hende og blev ganske forblændet af hendes skønhed. Han fik listet pelsen fra hende, og hun måtte modvilligt følge ham. For at gøre historien kort, kan jeg sige, at den endte ikke godt. Og det siges, at der siden har hvilet en form for forbandelse over Mikladalur, med påfaldende mange ulyksalige hændelser, såsom fald fra klipperne under fuglefangst og lignende…
Med fare for om ikke liv så lemmer klatrede vi rundt på sten og klipper for at komme tættere på vandfaldet, inden vi gik op af de mange trappetrin igen.
Kalsoy har i øvrigt også været brugt i nyere dramaer i James Bond filmen fra 2021 “No time to die.” Mener at kunne huske de barske øde landskaber.
Kl. 17.10 stod vi klar ved busholdepladsen,og lidt før kl. 18 var vi tilbage i Klaksvig , hvorfra vi kørte til vores natlogi i Arnarfjørdur ikke langt derfra.
Det var et noget interimistisk sted nede ved en lille havn ved en roklub, men udsigten var god og der var både toiletter og brusebad – til roerne.
Vi var den eneste camper, men blev mødt af ejeren, en meget gesjæftig enhåndet sjæl, som fik fingrene i sin mors kødhakkemaskine som toårig. Han var nu blandt meget andet viseborgmester i Klaksvig. Han var ingen engel, men han havde aldrig røget, drukket eller taget stoffer, men hvad havde han mon så gjort… Han kunne alt – også ro. Faktisk havde bygden her med sine nu kun 55 indbyggere tidligere været mestre i roning i tre år i træk – lyder næsten utroligt.
