5/6-26 Nólsoy m.m.

FREDAG

Idag skulle vi besøge den lille ø Nólsoy tyve minutters sejlads fra Torshavn, og der var lovet fuld sol det meste af dagen. Vi havde bestilt billetter til 12.30 afgangen, så der var tid til at se nærmere på Torshavn inden. Vi gik rundt lidt på må og få, og der var mange fine steder, dels oppe i byen og dels nede langs det store havnebassin.

Kirken var desværre lukket, men der var meget andet at se på.

Af butikker kan nævnes den efterhånden verdensberømte strikbutik Gudrun og Gudrun, som tager vare på lidt af de store mængder færøsk uld og får strikket bluser i sydamerika, bl.a. den legendariske sweater som Sofie Gråbøl var iført det meste af tiden i tv-serien Forbrydelsen. Men det var helt vildt, så dyrt alt var, flere tusind kroner for selv den mindste top i spindelvævstyndt garn.

De nedenstående dragter koster også en formue både selv at sy, men især at købe. Og mændenes sølvknapper er rasende dyre.

Skulpturer, ældre og nyere, var der en del af

Nå, men færgen kaldte, og snart var vi ovre på Nolsoy. Selv om der var lovet sol det meste af dagen, grånede det mere og mere, og på vej op i den lille by lagde tågen og støvregnen sig som et fugtigt tæppe over os. Ved indsejlingen bliver man budt velkommen af et sæt kæber fra en blåhval, som blev sat op som er portal, da Frederik 8. I 1907 aflagde ø’en besøg.

Ikke lige hvad vi havde tænkt os. Vi kunne ikke finde den meget roste og omtalte Maggie’s café, hvor vi havde planlagt at spise frokost. Så vi spurgte os for i det lille museum for Ove Joensen, eller ro-Ove og hans skib Diana Victoria, en af øens absolutte berømtheder. Han roede i 80’erne over Atlanten til Langelinie i sin færøjolle. Det lykkedes dog først i 3. forsøg, første gang havde han sågar medbragt sin kat Jessica som rejsekammerat, mens han i sidste ende nøjedes med en radio som selskab.

Vi fik det opløftende svar, at café’en var lukket,  men de kunne tilbyde os en panino  og en kop kaffe. Og sådan blev det. Så mens andre folk iførte sig regntøj, sad vi i tørvejr med vores kaffe og panini’er.

Samtidig fik vi set det lille museum bygget over Ove’s store bedrift. At han året efter at druknede under en sejltur på hjemlige farvande i nærmest havblik er vel skæbnens ironi…

Da de overaskende gode panino’er var spist og kaffen drukket, var solen i mellemtiden brudt gennem skyerne, og vi gik ud i den lille næsten bilfrie by med omkring 250 fastboere, heraf en del pendlere. Små og større træhuse eller metalpladehuse i snart sagt alle farver og aldre var strøet ud over det skrånende terræn som en pose blandede bolsjer. Og børn var der også en del af kunne man både se og høre.

I de fleste små tilhørende haver gik et par høns rundt og kartoffelplantetoppe tittede op fra aflagte fiskekasser. Her lod livet til at gå stille og roligt.

Snart var vi ude af byområdet, og vi kom ud på en vandresti, der uden de store stigninger gik rundt om en god del af ø’en. Nòlsoy er faktisk med sine 372 m som højeste punkt den laveste af Færøernes 18 ø’er. Det glitrende hav, det grønne græs og den blå himmel spillede muntert op mod hinanden. Vi kunne ikke ha’ ønsket os det bedre.

Erik hviler sig lidt oven på traveturen.

Tilbage i byen blev det snart tid til at finde ned til færgelejet og sejle den korte tur tilbage til Torshavn. Så farvel til Nólsoy.

Tilbage i Torshavn fik vi set lidt mere af byen., og nu i solskin. Vi fik endda købt et flot skære/serverings bræt med tørrede fisk på i en ret fancy butik, Østrøm hed den, med meget fint færøsk design.

Vi kørte snart efter lidt nordøst på mod ø’en Vagar, hvor vi havde reserveret plads på ø’ens eneste campingplads, som tillige var kombineret med et hostel. Vejen dertil var smuk og dramatisk.

Efter at ha’ kørt gennem vores første tunnel (4,9 km/ fra 2002) under havet, var vi på ø’en Vagar, og lige efter byen Sandavagur var vi fremme ved vores lille og ret kaotiske logi Giljanes Camping. Også her havde vi udsigt fra første række over havet – samt en fiskefarm.

Den super energiske leder fik gelejdet os på plads, og alt var godt. Vi lavede suppe i fælleskøkkenet med en masse unge mennesker, hvoraf ca. halvdelen var asiater og resten af blandet europæisk herkomst. Lidt pudsigt.