
Mod Færøerne 1-16. juni 26
1/6-26 MANDAG/HIRTSHALS
Efter mange projekter i hus og have – ikke mindst bygning af ny terrasse, var vi ved middagstid endelig klar til, med pakket bil at sige farvel til Vornæs og køre mod Hirtshals, hvorfra Smyrilfærgen den følgende dag i løbet af 36 timer ville fragte os til Torshavn.

Vi sidder altid med en følelse af at ha’ glemt noget og ca. halvvejs dukkede to ting op ekstranøglen til bilen samt Eriks “diamantbesatte” stok erhvervet på Sct. Croix- i fald det knæopererede ben skulle svigte. Men too late at vende om. Undervejs var vi på sygebesøg hos Eris storesøster, som desværre har måttet en tur på Skejby.
Efter at ha’ passeret det smukke område omkring Rold Skov var det endelig tid til en kaffepause nær lystbådehavnen i Hobro i bunden af hyggelige Mariager fjord.

Herefter gik det tjept videre op til Hirtshals, som vi jo er ret stedkendte i efter vores Norgestur i 2025.


Der er langt fra Hirtshals til Sydfynsk bondeidyl.
Men vores P-plads og området ned til stranden var i år helt blokeret af beduinlignende telte (efter et naturtræf) samt i gangværende optagelser til en film. Vi fandt dog en god og rolig (+gratis) plads i vejkanten.


Efter en skyet dag med spredte byger, var solen nu brudt frem og og i modsætning til sidste år, hvor vi havde sandstorm, var det nærmest vindstille. Vi gad ikke lave mad i bilen, men indtog vores aftensmad i den lune aften på en overdækket 1. Sals terrasse på restaurant Lilleheden med udsigt over havet og de mange færger ankommer og afgår fra havnen. Og så var maden (en fiskesuppe til mig og Nachos til Erik) tilmed overraskende god.

At det nærliggende offentlige toilet i lighed med sidste år fortsat var døgnåbent og rimeligt rent og pænt fuldendte aftenen.