Lysekil og Skärshamn

Lysekil og Skärshamn

31/7-25 

Vi ville gerne besøge Lysekil, som vi havde hørt meget godt om, så vi kørte ind og parkerede nær deres havnebad i centrum. Selv om 7.500 ikke er mange indbyggere, er det alligevel en væsentlig større og mere rigtig by end de små fiske/turistbyer vi senest har været i.

Havnebadet var vældig tillokkende med fine træbroer og klipper i en smuk harmoni. I et andet bassin så vi dykkertræning, det er ikke noget der trækker i os, en pige så nærmest ud til at være ved at drukne.

Der var en smuk udsigt fra havnen op mod byen, forrest lå nogle gamle gulmalede træhuse, og højt oppe bagved knejsede byens store kirke.

Vi besteg en stejl stentrappe for at komme op i højderne, da vi var oppe, passerede vi først den ene flotte udsigtsvilla efter den anden, inden vi nåede frem til den overraskende store kirke.

Kirken var åben, og det store rum havde en virkelig behagelig atmosfære.

Der var en hyggelig café, et legerum og selve den mere kirkelige del af rummet var smukt og på vellykket vis tilføjet nyere elementer, som gjorde kirken i mødekommende og tidsvarende.

Jeg tror ikke, at svenskere som sådan er mere troende end danskerne, men rent socialt lader kirken og dens aktiviteter og tilbud til at fylde mere i svenskerns liv end i danskernes.

Nede i bykernen igen kom vi gennem en lille park, et lille torv og en lille gågade. Og caféer og små spisesteder var der rigeligt af. Vi havde egentlig tænkt at fortsætte helt til Varberg, men det gode vejr og Erik lokkede med endnu et stop i Skægården – på Tjørn, hvor vi har været i egen båd. Og sådan blev det.

Vi forlod Lysekil, tog med den nærliggende “Gul og Gratis”-Finnsbo/Scores færge over Gullmarsfjorden og kørte videre syd på mod Tjørn. Vi stoppede i ved en lille havn ved Bleket, en mindre bebyggelse, hvor man var ved at ødelægge idyllen ved at bygge noget, der mindede om Rundetårn i højde og drøjde. Vi spiste frokost der, men havde ikke lyst til at blive. Lidt derfra lå den noget større havn Skärhamn, og der var rigtig fint.

Der ser lidt anderledes ud i dag

Vi kunne også her holde gratis på en almindelig p.plads længst ude og med et døgnåbent toilet lige ved. Vi var på havnerundtur og bemærkede det store ret nye museum for nordiske akvarelmalerier, men det var desværre tæt på lukketid – så vi gik over til badebroen i stedet.

Her fik jeg endnu en gang badet i det skønne vand, hvilken lykke…. Vi gad ikke rigtig lave mad, og der lå en meget tillokkende tapasbar tæt på os, så der slog vi os ned, og det var bare godt, næsten som at være i Spanien.

Lidt humor har de da de gode svenskere, kirken som glad nissemand…

Lige ved siden af vores p.plads var der en stort bredt træplateau, hvor lystfiskere tidligere på dagen havde stået og kastet deres liner ud. Men nu var de væk, og man kunne uden fare for at få en fiskekrog i øjet sidde der med en kop te og nyde den stille, lune aften.

Lige ved solnedgang, nu allerede klokken lidt over ni kom nogle unge fyr buldrende gennem lydmuren og kastede sig gentagne gange ud i vandet. Sandelig – livet er ikke det værste man har…. Og det var bare om at nyde det og suge til sig, for der var vejromslag på vej – og vores fantastiske rundrejse sang på sidste vers.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.