
Ålesund by og 1. Nortrip plads ved Ellingsøya
4/6-25
Efter frokost i lystbådehavnen kørte vi det sidste stykke vej ind til Ålesund’s centrum.

Det er altid lidt problematisk at finde et sted at parkere, men P- huse plejer at være den bedste løsning. En af de gode ting ved de større byer, vi har besøgt, er at bymidten er utrolig samlet og overskuelig – ligeså her. Vi startede i den vestlige ende ved Apotekertorget, hvorfra man havde en fin udsigt over byen.




Men Ålesund adskiller sig alligevel væsentligt fra Norges andre byer, idet den for en stor del efter en storbrand i 1904 blev genopbygget i Art Nouveau eller Jugend stil med fine huse med mange tårne og brug af ornamenter.



Men som de andre byer langs vestkysten er den med sin nærhed til havet også meget maritimt præget. Bl.a. kunne man mange steder ikke gå langs havnefronten, fordi skibene i sin tid har lagt til direkte op til pakhusene langs kajen.




Det var en fin by at gå rundt i med mange broer og små kanaler, og vi nød, at solen, en lidt ustabil ven, var kommet frem. I dag var vi så langt fra Kermit, at vi måtte drikke vores five o’clock kaffe + en lækker kanelbolle på en hyggelig café med udsigt til det pulserende gadeliv.

Herefter gik vi af den noget turistede forretningsgågade tilbage mod Kermit .




Vi kørte mod den 1. af de pladser Erik har abonneret på gennem Nortrip. Den lå kun en halv times kørsel fra Ålesund i meget landlige og smukke omgivelser og helt ud til kysten. Man betaler ikke for at holde der, men for evt. forbrug af f.eks. strøm, vask eller brusebad. Typisk er der kun to-tre pladser hvert sted og man får mulighed for at tale lidt med de lokale nordmænd. Her var det en ung familie med et par søde børn, der boede i et ældre hus. Moderens store interesse var heste, men de havde også andre dyr og gang i en masse byggeprojekter.





Bedre kan det næsten ikke blive, og der var et fint lille badeværelse i en rød træbygning lige bag ved.

Hestene flyttes til en græsmark lidt længere væk

Eriks udekøkken


Udsigt fra “spisestuen”