Alcalá la Real og RECON-camping i Bolaimi 18/3-24
Inden vi forlod vores skovcampingplads i naturparken, gik vi lidt rundt og så på luksustelte – og blomster.
Vi havde egentlig tænkt os at nå til Cartagena ude ved kysten i dag, men vi kunne se, at borgen i Alcalà la Real lå lige på vores rute, og dette sted syntes vi begge, at vi måtte se. På udrejsen ned gennem Spanien, især Andalusien havde vi hørt en lydbog “Vindens port” af Anne Cathrine Riebnitzsky, som netop var inspireret af virkelige hændelser omkring denne borg og by i 1300- tallet.
Man følger en muslimsk borgherres liv fra barndommen og ca. 40 år frem i tiden, hvor han og hans ellers næsten uindtagelige borg måtte give op over for en langvarig belejring af den kristne Kong Alfonso XI hær. Men inden da har man levet med hovedpersonen Ibrahim Bane Said og hans tre koner, børn, venner, byens 1500 indbyggere og ikke at forglemme hans elskede heste. Det er en langsom, smuk og ikke mindst interessant bog, som giver et indblik muslimsk kultur fra en anden vinkel og i en tidligere tid end vanligt – og hvor de kristne ikke nødvendigvis var de gode og kloge.
Det var virkelig en flot og meget uindtagelig borg. Med entreen fulgte en pædagogisk, næsten forførende meditativ guide på mobilen, og der var også mange forklarende plancher under rundturen.
Det var ikke så svært at forestille sig livet på borgen i Ibrahim Bane Said’s tid
Blot var focus her lidt mere på tiden EFTER de kristnes overtagelse af borgen med et efterfølgende stort kirkebyggeri. Desværre blev store dele af borganlæggets almindelige huse ødelagt under et stort jordskælv, men meget er alligevel bevaret, og har modstået mange angreb i tidens løb. Der var flere af (de kvindelige) deltagere på vores Marokkotur, der også med stor glæde havde læst bogen, og sjovt nok mødte vi en af disse, Conny og hendes mand John, på borgen.
Efter dette ret omfattende besøg trængte vi til en pause og lidt frokost, som vi fik på en lille biks på et fredeligt torv i byen. Stedet var mest kendt for at servere god Alhambra øl i iskolde glas, og for hver øl medfulgte automatisk en lille ret, f.eks patatas bravas, kogte kartofler med chilisauce.
Vi kørte derefter videre så langt vi orkede, og til vi fandt et passende sted at overnatte.
Og det blev så på en såkaldt Recon-camping oppe mellem mandeltræplantager i noget, man ikke en gang ville kunne kalde en flække, men blot en samling huse. Her havde et polsk par, Paulina og Bart, bosat sig og skabt dette refugielignende sted, hvor kunstnere, vildfarne sjæle eller bare tilfældige turister som os kunne være i fred og ro.
Om aftenen sad vi sammen med de andre gæster og diverse hunde omkring lejrbålets flammer og fik gavmildt skænket op af en mørk meget lokal vin, mens vi talte om hvordan vi/man bedst kunne redde verdenen.