14/6-26 Den store kunstneriske slutspurt i Torshavn

SØNDAG 14/6-26

Vi havde lagt et tæt program for dagen. Uden at stresse indtog vi vores sidste feriemorgenmad, før vi kørte op for at gå en tur i Torshavns bypark, inden det tilstødende tiltalende moderne museum for færøsk kunst åbnede kl. 11. Skulpturen er, som næsten altid, af Hans Pauli Olsen, f. 1958, som ofte vender tingene lidt, som det passer ham. Han er i øvrigt en af de få kunstnere som er bosat fast i København.

Efter at ha’ set det fine museum på Sandoy,  havde vi fået udvidet kendskab til færøsk kunst en smule. Denne viden blev nu udbygget med dels flere værker af de samme kunstnere dels med for os nye kunstnere. En af vores favoritter er nok Samal Joensen Mikines, 1906-1979, og som anses for at være Færøernes første professionelle maler. Ovenfor ses to malerier af brændinger ant. ud Mykines, der er kendt for sin ofte kraftige brænding, men malet med mange års mellemrum.
Og nedenfor to vidt forskellige værker, den nærmest stivnede forladte, ensomme kvinde – og det intense grindedrab.

Kvinderne var i klart undertal, mest fremtrædende var/er Ruth Smith 1923-1958 fra Suðeroy. Hun var en meget selvkritisk, men anerkendt kunstner, som tragisk druknede under en ensom svømmetur. Herunder et selvportræt fra hendes sidste leveår. Ved siden af ses et portræt af en ældre/gammel kvinde, “Bøgernes bog” er titlen på maleriet fra 2002 af den noget yngre Sigrun Gunnarsdottir, født 1950

Spændende skulpturer, især af Hans Pauli Olsen, var der mange af, herunder en lidt mere naturtro af et får – og Erik

En anden favorit, er den 82 årige troldmand Trondur Sverri Patursson f. 1944, der både tryller med glas, tømmer, knogler jern og maler. Derudover er han eventyrer og besejler af alle verdens have. Han er tvilling, men heldigvis den yngste, for ellers skulle han ha’ arvet den fædrende gård, som han skulle ha’ sagt. Især hans glasarbejder med fugle er fantastiske. De hang bl.a. og svævede i det lille museum i Sandur, men også glasmosaikken i den nye kirke i Gøta var var virkelig flot.

ú

Efter denne spændende oplevelse havde vi en frokostaftale kl. 13 på restaurant Katrina Jacobsen nede i det gamle Torshavn,  hvor der om søndagen, som det eneste på menuen, er langtidsstegt lam.

Den hyggelige restaurant ligger i et charmerende hus, og lammekødet, (fra Island) var perfekt tilberedt og med velvalgt tilbehør, alt i generøse mængder. Og så var der lige tjeneren, en ung gut fra Klaksvig med selvsikkerhed og store fremtidsplaner. Han var meget interesseret i vin og efter at uddannet sig til vinkyper og derefter kok ville han åbne sin egen restaurant i sin hjemby, der i den grad trængte til en kvalitetsrestaurant. Kom igen i Klaksvig om seks år, som han sagde.

Klokken tre var det tid til at køre lidt uden for centrum igen og op til forfatteren og multikunstneren, 1900-1992, William Heinesens hus, hvor der er åbent hus to timer hver søndag i sommermånederne.

Efter fornylig gennem Foreningen Norden at have hørt et meget inspirerende foredrag af en Søren Hauge om William, (vi er på fornavn med ham), var det noget, der stod højt på ønskelisten. De første fem år af sit liv boede han dog i et mindre hus midt i Torshavn, men faderen, en driftig købmand og skibsreder, og familien havde brug for mere plads og jord og flyttede derfor uden for byen og indrettede sig i eller byggede dette større hus. Vi var de to eneste gæster, så vi havde den sprudlende og vidende guide Randi helt for os selv.

Det var på alle måder et exceptionelt personligt og spændende hus. Overalt var der malerier, vævninger, papirklip, bøger og ting, der alle havde en historie.

Musikhjørnet og læseafdelingen

Meget var noget William havde stået for, mens andre ting havde Zakkarias, en af hans tre sønner, eller andre kunstnere, venner og bekendte skaffet til huse. Og så havde hans kone sikkert også gjort sit til at gøre hjemmet så harmonisk.

Når William skulle ha’ ro til at skrive, gik han ofte op i sin skrivehytte i det fjerneste hjørne af haven, og senere da benene ikke kunne klare den stejle opgang hertil, flyttede han sit værksted ned i kælderen.

William og hans hustru Elise. Og William, som galant tænder en smøg for dronning eller kronprinsesse Margrethe. Han havde også andre muser, ikke mindst journalisten Else Lidegård, som han og hans familie fik en tæt relation til i hans sidste 20 år.

Efter at ha’ set og hørt om huset og al det liv og historie, det rummede, var vi helt høje, og det var nærmest en lettelse, at vi ikke kunne nå en udstilling om færøsk samtidskunst i det nærliggende Nordens Hus, som guiden Randi havde anbefalet os. Men vi kørte et smut forbi den nyere interessante bygning, der lå højt oppe i baglandet med udsigt over Torshavn by.

Havde det stået til Kermit havde vi droppet noget af al det museumspjat og set en god fodboldkamp.

Også her så vi en “vandret” skulptur af Hans Pauli Olsen.

Sidst på eftermiddagen var vi atter tilbage i det gamle Torshavn, hvor vi fandt William’s første barndomshjem, hvor den tidlige  inspiration til hans senere bøger f.eks. “De fortabte spillemænd” har bundfældet sig.

Kommunen råder nu over dette gamle hus samt det lignende hvide nabohus, som en missionær, William Gibson Morrison, havde boet i omkring år 1900.

Lige op af disse huse ligger Amtmandshuset også i en gammel hvid, men større bygning, dog helt moderne indvendig. Rundt omkring slappede, ikke mindst, børnefamiler af i de omliggende grønne områder langs “å’en”. Tilbage var nu bare at vente, til vi klokken 23.30. kunne køre ombord på det gode skib Norröna.

Vi kom endnu en gang forbi den flotte, men også lidt respektindgydende skulptur (endnu en gang af Hans pauli Olsen). Den lille fugl, en strandskade og Færøernes nationalfugl, repræsenterer færingen som modigt tager kampen op mod den større rovfugl, den danske overmagt. Vi følte os nu velkomne på Færøerne og mødte kun venlige og rare, men også meget selvbevidste mennesker.

Vi så mange mennesker både på vores sidste nat på campingpladsen og rundt om i byen , som vi var stødt på tidligere, og som nu også snart skulle med færgen til Hirtshals.  Bl.a. en polsk troldeagtig ung pige, som var ret begejstret over gensynet, mest fordi hun mente, at hendes og Erik’s sweatre nærmest var ens… Og hun insisterede på en fotosession