13/6-26 Skarvanes, Husanes, Skalavik og retur til Torshavn
13/6-26 LØRDAG
Efter en regnfuld nat vågnede vi, som forventet, op til en dyster og blæsende morgen i Sandur, men da der var lovet opklaring senere, gav vi os god tid til morgenmaden m.m.. Da solen kom frem, tog vi afsked med Sandur, og kørte i retning mod Søltuvik, ud til et smukt naturområde.
Her stod en kæmpesten, 18 m i omkreds og 4 m høj, som om sommeren bliver betrukket med et strikket patchworktæppe, lavet af bygdens kvinder.
Hvert felt fortæller en lille historie om f.eks den lokalkendte heks Givurin eller afbilder dyr, fugle og andre ting – meget sjovt og opfindsomt. Således havde vi dagen inde på Sandurs fine museum set maleriet af pigen med det mørke hår, malet af Ingalvur av Reini – vist nok hans datter.
Og så var det første gang, vi så havet lidt mere oprørt. Der lå nogle nye huse oppe bag ved dette smukke område med en meget flot udsigt, måske var det sommerhuse.
Vi tog videre til den mest afsides, mindste og måske ældste bygd, Skarvanes, af en 7 km, sine steder skræmmende, smal ensporet grusvej – med meget langt ned…. I år 2000 var der ingen indbyggere tilbage, men nu bor der faktisk ti. Og man kan se, at flere af de små huse er blevet restaurerede, og flere er på vej.
Før i tiden var der endda en skole, men den lukkede omkring 1930. – og der er INGEN kirke.
I denne lille meget afsides bygd boede den første kendte færøske maler, bonden Diðrikur, 1802-1865, kendt for sine fugle-, især duetegninger. Han var selvlært, og boede det meste af sit liv i denne lille bygd. Én gang var han dog på en studierejse til København. Der er i dag kun bevaret fem af hans værker, men han har fået æren af at pryde forsiden af Sandur museet’s lille folder (se forsidebilledet til dette indlæg). Og hans fugle har ligeledes inspireret kunstneren Edward Fuglø, som har skabt ti mytiske lyskunstværker i Sandoy broen, til at finde en plads til disse fugle i opdateret form i et af værkerne.
Vel tilbage af og ude af den hårrejsende vej, kørte vi til Husavik, en lille bygd i et mere fladt område. Et sted, hvor der sikkert er mere liv om sommeren end nu, om ikke andet fordi der også her er en sandstrand.
Kirken her har en altertavle malet af danske Sven Havsteen- Mikkelsen, som det lykkedes os at tage et billede af efter at ha’ pudset en rude i den aflåste kirke. Han boede i perioder på Færøerne, og han havde en særlig tilknytning til Husavik. Nede ved den ret stort anlagte havn, nu uden en eneste båd, havde samme kunstner lavet et langt, tidligere farvelagt relief, som man næsten skulle vide var der, før man bemærkede det.
Vi så en stald, hvor man havde får, i al fald dele af året. Og så var der nogle grimme jernkasser, som vi ikke havde lyst til tænke for meget over brugen af.
Sidste stop på Sandoy var Skalavik, en lidt større bygd med hele 110 indbyggere fordelt på en mere spredt bebyggelse på den her også flade og mere landbrugsegnede jord. Nede ved havnen lå Sandoy’s eneste, i al fald åbne café. Her har to søstre, børnebørn af den tidligere købmand lavet en meget speciel og hyggelig café, møbleret med den forhenværende dagligstues gamle møbler.
Det passede lige med at vi kunne få noget at spise her til frokost.
Herefter var eventyret i “vildmarken”slut, og vi kørte atter gennem den ca.12 km undersøiske tunnel nu mod Torshavn, og denne gang lagde vi ekstra mærke til de hulemaleri lignende installationer af den meget yngre kunstner Edward Fuglø undervejs.
Vi nåede lige at købe et par ting i Torshavn i butik Östrøm, inden butikken lukkede kl. 16 lørdag eftermiddag. Og mannequindukken i Butik Öström havde sørme skiftet kjole, siden vi var her sidst…
Bagefter gik vi ned i gæstesejlerhavnen, for at se om vi kunne finde den danske singlesejler, der var gået i havn, mens vi var på Vagar. Og sandelig om vi ikke spottede en båd med dansk flag, som ganske rigtigt hed Sølvræven. Vi var forbi og sagde hej og god tur hjem igen til ham. Han skulle afsted allerede dagen efter – noget af en rejse. Alene sejladsen fra Shetlandsøerne til Torshavn havde taget 36 timer, og det havde vist ikke været ren magssejlads hele vejen.
Solen skinnede stadig, og i Torshavn var der læ for den ellers hårde nordøsten vind, så det føltes helt sommerligt. Som så mange andre slog vi os ned på en af havnefrontens caféer og fik os en kop kaffe og en kage til deling. Så et varmt og sødt (næsten) punktum på en rigtig dejlig tur til Færøerne.
Vi havde bestilt plads på den samme campingplads, som vi var på vores to første nætter og klogt nok, for der var nu fuldt booket for campere, men et ekstra lille telt var der altid plads til.
De moderne farvestrålende huse oppe bag ved campingpladsen så flotte ud i solskinsvejret.