4/6-26 Kirkjubøur m.m.

4/6-26 Kirkjubøur m.m.

Torsdag 4/6-26

Efter en sen morgenmad i Kermit kørte vi sydpå mod en af Færøernes hovedattraktioner, Kirkjubøur. Vi kunne ha’ gået i præsten hr.Poul’s (fra bogen Barbara) omvendte fodspor over fjeldet, men de to timers vandring kombineret med en usikker vejrudsigt gjorde udslaget. Vejret artede sig nu pænt, så vi fik set først den lille, hvide Olavskirke fra 1100 tallet – og stadig i brug.

Det var enkelt og rustikt rum med god akustik,(vi hørte en guide for nogle cyklister oplade sin røst derinde) og med en smuk, nyere altertavle malet af den anerkendte Sámal Joensen-Mikines. Klods op af kirken ligger den velbevarede kongsbondegård, der i 17 generationer har været i den indflydelsesrige Patursson familie’s eje.

Og de benytter stadig en del af gården som privat bolig. Den ældste del, roykstovan, er fra 1000-tallet og er nu indrettet som et lille interessant museum. Vildt at tænke på, hvad der er foregået ved langbordet i dette rum…

En færing oplyste os om, at gården sandsynligvis er bygget af drivtømmer, der er drevet op sydfra af Golfstrømmen.

Og som den store rosin i pølseenden ligger Magnus-katedralen – eller murene af den. Om den nogensinde blev færdigbygget eller om den pga pesten og fattigdom blev opgivet i 1300 tallet, er der delte meninger om.

I al fald står murene nu renoverede, afstivede og på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Der var lovet regn ud på eftermiddagen og resten af dagen, men inden nåede vi heldigvis at gå en fin tur sydpå langs kysten med næsten  lodrette klipper til den anden side.

Vi mødte ikke mange mennesker, men til gengæld får og lam overalt. Færøerne har ca. 55.000 indbyggere og nogenlunde lige så mange får…

Tilbage i bilen startede regnen som lovet så småt, så vi har allerede erfaret hvor hurtigt vejret skifter her på disse nordatlantiske ø’er. Men det var rart at sidde lunt indendøre med resten af gårsdagens røgede laks og et lillebitte glas hvidvin. 


Da vi nærmede os Torshavn, og det stadig var fugtigt og trist vejr, tog vi direkte tilbage til vores campingplads. Men vi kom forbi en for os ny del af havneområdet, som mindede en del om Nyhavn i Kbh.

Om aftenen flottede vi os, vi havde bestilt bord på fiskerestauranten Barbara, det måtte prøves. Alle restauranter her lader til enten at være dyre – eller meget dyre. Og denne var bare almindeligt dyr.

Vi havde to valg, en syv eller fire (små) retters menu. Det blev sidstnævnte, og det var hyggeligt at sidde i det gamle rum med knirkende gulvbrædder og søde unge, men lidt ubehjælpsomme færøske piger vimsende omkring sig. Maden, skaldyr og fisk var spansk inspireret, let og lækker – ikke noget med fermentering her. 

Heldigvis havde vi taget bilen, for regnen stod nærmest ned i stænger det meste af aftenen. 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.