Henningsvær, Svolvær og Kongsmark Camping

Henningsvær, Svolvær og Kongsmark Camping

4/7-25

Dagens mål var Henningvær og Svolvær begge på Augustøya’s østside. Eller rettere sagt,  Henningsvær ligger på nogle bitte små øer forbundet med flere broer ud for Augustøya. Også her måtte vi sande, at vi ikke var de eneste turister på Lofoten – hvilket desværre skæmmede oplevelsen noget.

Vi startede med at “gense” noget fra en TV-udsendelse med Anne og Anders i Norge om en gammel trævarefabrik, som et par unge mennesker ret spontant for snart en del år siden havde købt for at lave et kombineret kulturhus, café/spise- og overnatningssted.

Den gang var det ret forfaldent, men nu havde de virkelig fået realiseret deres visioner og skabt et levende sted, der tiltrak mange, måske især yngre mennesker. Der var dog god plads ved udeserveringen denne dag.


En gang har Henningsvær været et af de mest driftige steder, hvor der blev landet lige så mange torsk her, som der bliver landet på hele Lofoten i dag.

Efter at ha’ gået lidt rundt på må og få, inklusive det lille hyggelige torv, sneglede vi os tilbage over de små holme og broer og videre mod Svolvær, Lofoten’s største by med 7.500 ud af Lofotens 24.500 indbyggere.

Inden da passerede vi Lofotkatedralen fra 1898, Norges største trækirke med plads til 1200.

Sammenlignet med alt andet hidtil virkede Svolvær som en moderne velfungerende storby i miniformat.

Måske var der ikke ligefrem pænt, men var der masser af liv omkring torvet nede ved havnen, hvor der var såvel fiskebåde, men dog flest lystfartøjer. Vi så endda en dansk gæstesejler fra Lemvig komme i havn.

I dag blev det “spiseudedag” på restaurant Bacalao. Jeg var nødt til at smage, om der ikke kunne fås bedre fiskesuppe, end den vi fik i Bergen. Og det kunne der i den grad, jeg faldt nærmest helt i svime over den. Erik fik en klipfiskeburger – også god.

Efter frokosten fik vi ladet op og købt ind i den lidt ældre del af byen. Der var, som man måske kan se ovenover, mange fiskesnacks at vælge mellem – og også tørret renkød.

Herefter forsatte vi gennem billedskønne områder mod vores næste logi i Kongsmark.

Som man kan se er ruten fra Svolvær til Kongsmark ved den blå prik noget kringlet med mange broer og tunneler. Der blev tid til en pause midtvejs ved Austnesfjorden.

Det var en rigtig hyggelig campingplads med et par hytter tæt på en sø, i et smukt skovrigt område langt fra alfarvej.

Det var sådan et sted, hvor skuldrene sænkede sig. Campingejeren himself bød os velkommen i receptionen, hvor der også var en fin lille café, med “frugans” hjemmebag.

Noget af det, som gjorde stedet levende var, at der var andre huse nærheden, og man kunne nemt forestille sig livet her, også om vinteren med alle de gravemaskiner, snescootere og andet grej, der stod her og der. Måske lidt af en rodebutik.

Solen var kommet frem, og vi havde en dejlig start på aftenen i en meget rustik hyggekrog.

Aftensmaden var lidt speciel, sildemad med restekartofler og en ostemad.

Men desværre forsvandt 🌞’en bag en fjeldtop kort inden midnat. 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.